Adamski møder rummennesker

Kilde: Adamski beretter II 

Amerikaneren George Adamski fotograferede og filmede adskillige rumskibe i 50’erne. Det skete, før computeren blev opfundet, og ægtheden blev forgæves forsøgt betvivlet. I 1952 landede en sådan flyvende tallerken i ørkenen Mojave Desert i Californien. Adamski og en bilfuld af vidner så objektet. Kun Adamski gik frem og mødte da venusianeren Ortho. Gennem årene mødte Adamski adskilligt flere – også på gader og restauranter. Han fik lejlighed til at flyve med dem – til Månen, Venus og Saturn. Fortalte ting fra sine flyvninger i rummet, som samtlige astronauter senere selv oplevede. Fortalte om VanAllen bælterne og beskrev deres virkemåde ti år, før de blev opdaget på Jorden. På Saturn deltog han som repræsentant for Jorden i et plenarmøde for 12  planetarisk forbund. Holdt foredrag over det meste af Jorden, skrev tre bøger, blev rådspurgt om rummet af det amerikanske militær, havde adgangskort til samtlige amerikanske militære installationer, var i Audiens tre timer hos Dronning Juliana, blev hædret af paven med en sjælden medalje og blev begravet på Arlington Kirkegård. Herunder kort om nogle af de rummennesker, han mødte.

Rejseledsagere
Efter den afbrudte rejseplan, hvor George Adamski under sin Europaturné rejste direkte til Belgien fra Danmark og derved ikke kom til Finland og Tyskland som planlagt, opholdt han sig i Antwerpen sammen med en medarbejder.

På ankomstdagen spiste man til middag i byen, og sammen med dem var nu også den schweiziske medarbejder, som var ankommet for at følges med dem til Rom via Basel.

Medens man spiste, sagde Adamski pludselig: ”Der sidder en rummand ovre ved det bord dér; jeg har mødt ham før!” Hans ledsagere blev næsten hylet ud af det, for dette var jo ikke hverdagskost, og forhåbentlig var det ikke et udslag af barsk, amerikansk humor. Men hvad kunne de gøre andet end at stole på Adamskis ord eller lade være?

Da man to dage senere var ankommet til Basel, spiste man frokost ude. Pludselig sagde Adamski igen: ”Se, dér sidder rummanden.” Og minsandten om ikke manden fra Antwerpen nu sad ved et bord her i Basel. Det kunne vel næppe være en tilfældighed – Adamski måtte have haft ret i Antwerpen og altså også nu.

Næste dag var selskabet ankommet til Rom, og man spiste igen frokost ude, for her havde man hverken medarbejdere eller bekendte. Og endnu engang skete det. ”Se dér,” sagde Adamski, ”dér sidder vores rummand, og han er sammen med en rumdame.” Og ganske rigtigt – ved et bord ved siden af sad rummanden fra Antwerpen og spiste frokost sammen med en nydelig, ung dame.

Adamski overdrev altså tilsyneladende ikke det mindste, da han engang udtalte, at rummenneskene fulgte ham overalt.

Kys aldrig en rumpige
Under verdensturneen i 1959 var Adamski kommet til Australien, hvor han var taler ved større møder og ved mindre, private sammenkomster.

Ved en sådan privat sammenkomst var de tilstedeværende meget optaget af spørgsmålet Rummennesker, og man bad Adamski fortælle, hvordan de ser ud, hvordan de er osv.

På et vist tidspunkt var der en af deltagerne, der vendte sig om imod en ung dame og sagde så højt, at alle kunne høre det: ”Jeg er lige ved at tro, at De er en rumpige; alt, hvad mr. Adamski har fortalt om rummenneskene, passer på Dem.”

Den unge dame afviste energisk tanken og gav forskellige overfladiske grunde til, hvorfor hun ikke skulle være en rumpige.

Da mødet var slut, og man gik hver til sit, kom den unge dame hen til Adamski og slog følge med ham. Af det efterfølgende fremgik det, at hun virkelig var fra rummet, og hun betroede Adamski, at hun var klar over, at han havde registreret det. Hun fortalte Adamski, at hun kom fra Saturn, og at hun havde levet på Jorden i temmelig lang tid. Hun gik for at være 29 år gammel, men var i virkeligheden over 100. Hun var nu beskæftiget inden for forretningsverdenen og havde kontorer i både England og Australien, og i England færdedes hun i de allerhøjeste kredse.

Adamski fortalte under sit ophold i Danmark i 1963 HC Petersen, hvordan hun nu var sammen med ham hver eneste dag, medens han opholdt sig i den verdensdel, og han viste HC et fotografi af damen.

”Hvordan kunne det lade sig gøre?” spurgte HC, ”de ønsker jo ellers normalt ikke at lade sig fotografere?”

Et stort grin bredte sig på Adamskis ansigt, da den gamle ræv fortalte, hvordan han havde båret sig ad.

Han havde først spurgt damen, om han måtte tage et fotografi af hende; men hun havde venligt bedt ham om ikke at insistere på det, fordi hun ville være ked af at blive fotograferet. Men så bød lejligheden sig på en anden måde.

En dag, medens Adamski sad på en fortovsrestaurant og ventede på damen, som han havde en aftale med, så han hende komme op ad fortovet imod sig. Da hun var et par hundrede meter borte, passerede hun en gadefotograf, som fotograferede hende og en nonne, som hun var på højde med netop i det øjeblik, da fotografen trykkede af. Fotografen rakte hende sit bestillingskort; men hun tog ikke imod det.

Adamski smuttede omgående ud af en sideudgang og bag om bygningen, og da damen var ude af syne, ilede han ned til fotografen, hvor han bestilte et fotografi af damen og nonnen.

Fotografiet viser foruden en masse mennesker og nonnen en dame på nært hold. Hun var middelhøj, mørk, velskabt med skulderlangt, mørkt hår og solbriller.

Adamski sluttede sin lille beretning med at sige: ”Hans, kys aldrig en rumpige – det kommer man aldrig over.

Folk er sløve
Adamski sad en eftermiddag i en bar i Los Angeles og ventede på en rummand, som han havde en aftale med. Det var i nærheden af stranden, og der var vrimlende fuldt af mennesker.

Pludselig så Adamski en mand i frømandsudstyr komme ind i lokalet med retning imod det sted, hvor Adamski sad i baren.

Det var rummanden, og det var ikke en frømandsdragt, han havde på; det var en rumdragt. Da manden havde afleveret den besked, han havde med til Adamski, spurgte han ham, hvordan han turde vise sig her ved højlys dag iført en rumdragt?

Manden svarede: ”Se dig omkring, så har du svaret – der er ikke én eneste, som lægger mærke til det – de tror alle, jeg er frømand.”

”Så dér kan I se,” sagde Adamski, ”de går ikke altid så særlig forsigtigt til værks, og bruger man sine øjne, kan man faktisk godt blive vidne til både det ene og det andet.”

Rumdragt i skabet
Under en foredragsturné i halvtredserne gjorde Adamski et ophold i New York, og som den aktive mand, han var, skulle han naturligvis ud og gå i gaderne og se på vinduer.

Han stod og kiggede i et udstillingsvindue, da der gik et ungt par forbi bag ved ham på fortovet, og de smilede begge til ham. Det var to meget smukke, unge mennesker, og Adamski spekulerede på, om han havde mødt dem før, eller om de måske kendte ham fra fjernsynet. Pludselig slog det ham, at de kunne være rummennesker, og han rettede en tanke imod dem. Han tænkte: ”Hvis I er rummennesker, kommer I tilbage.”

De vendte straks om og gik hen til ham. ”Du har ret i din formodning,” sagde de, ”vi bor her i byen, og vi vil meget gerne invitere dig med hjem.”

Adamski tog imod invitationen, og snart sad de i en lejlighed midt i en af verdens største byer, hvor de nu fortalte Adamski, at de kom fra Venus. De havde levet på Jorden i temmelig lang tid, og de havde fået lov til at blive her indtil videre. De havde også fået lov til at få deres to børn herned, og de gik nu i skole i New York.

Ved ankomsten til lejligheden havde Adamskis skarpe øjne bemærket en usædvanligt udseende dragt, noget i retning af en frømandsdragt, som hang i garderoben.

Han bragte nu dette på tale, og damen fortalte, at det var hendes rumdragt, som hun havde på, når de engang imellem var hjemme på Venus på besøg. Det var nødvendigt, fordi hun til daglig levede på Jorden.

Adamski spurgte hende, om hun ville tage dragten på, så han kunne få at se, hvordan det så ud. Det indvilligede damen i, og lidt senere stod hun foran ham iført en tætsluttende dragt ikke helt ulig en frømandsdragt – dog med et arrangement af indretninger i hoftehøjde.

Adamski bad nu om lov til at tage et billede af damen med dragten på, og det gik hun med til på den betingelse, at billedet blev taget fra siden, og at det ikke måtte vise nogen af de tekniske detaljer, som befandt sig i hoftehøjde på dragten.

Billedet blev derefter taget med et polaroid kamera og straks fremkaldt. Damen bad nysgerrigt om at måtte se billedet, og da det viste sig, at det alligevel viste for meget af dragten, hentede hun en saks og klippede det af forneden, så det ikke viste noget afslørende.

HC fik lov til at se dette fotografi under Adamskis besøg hos ham i Sunds i 1963, og det viste en nydelig, ung dame med skulderlangt, helt lyst hår og iført en mørk, tætsluttende dragt, hvor man forneden kunne ane begyndelsen til et arrangement af slanger, ledninger og andre dimser. Og Adamski sagde: ”Jeg kunne i virkeligheden ikke vide, om disse mennesker blot var tankelæsere; det er der så mange, der er, og at de blot vendte om, fordi de læste mine tanker for at udnytte situationen. Måske kunne jeg løbe en risiko, hvis jeg indlod mig med dem. Imidlertid var jeg ikke spor bange, men helt sikker på, at de talte sandt. Jeg stolede på min intuition, og det viste sig da også, at jeg havde ret – de var, hvad de udgav sig for at være.”

Men vær altid forsigtig – stol ikke på folks blotte ord. Man må have indre vished – har man det, er der intet at frygte. Har man det ikke, bør man ikke løbe nogen risiko. Derfor er det så vigtigt, at man kender sig selv.

På et hængende hår
Orthon er navnet på den rummand, som var den første til at kontakte Adamski. Det skete den 20. november 1952 i Desert Center i Californien.

Det skulle senere vise sig, at han var den, Adamski fik mest med at gøre af alle de mange, han mødte i årene derefter.

Orthon var ikke blot én, Adamski hyppigst mødtes med; han var også den højst udviklede af alle hans kontakter, og alligevel var han en ganske almindelig livsglad ”ung” mand.

Et eksempel på dette har Adamski berettet om ved nogle få lejligheder, bl.a. over for HC under besøget i 1963.

Orthon kom en dag på besøg, netop som Adamski var gået i gang med at efterse og ordne nogle vandledninger under huset. I Californien og andre steder i USA, hvor det ikke fryser, er der åbent under husene, og her ligger så diverse installationer, bl.a. altså vandrørene.

Adamski, som jo ikke var helt ung mere, havde en del besvær med de diverse installationer, som han rodede med, og det var dem, han bøvlede med, da Adamski ankom.

”Kom herud, George,” sagde han, ”så skal jeg ordne det for dig.” Adamski tog med tak imod tilbudet og kravlede ud, hvorefter Orthon kravlede ind. Det tog ham kun et øjeblik at ordne problemerne, og han kravlede så ud igen.

Netop, som han næsten var ude, og samtidig med, at der kom andre til stede, rendte Orthon hovedet imod, og hatten blev revet af hovedet på ham med det resultat, at hans skulderlange, gyldne hår faldt frit ned.

Han trak sig skyndsomt tilbage ind under huset, hvor han fik arrangeret sit hår igen, hvorefter han kom ud som den unge mand, Adamski havde på besøg.

Når denne tildragelse er særlig interessant, er det, fordi ingen omkring Adamski kendte de besøgende rummennesker for andet end mere eller mindre tilfældigt besøgende. En ung mand med skulderlangt hår ville have vakt stærk opsigt – der var ingen, som havde langt hår i USA i halvtredserne – og dette kunne meget vel have ført til en afsløring af den unge mands sande identitet. Det var der ingen, der ønskede.

Så det var på et hængende hår i mere end én forstand.