HimmelenDin Internet Browser supporterer desværre ikke Plug-ins - venligst opdatér!

  

Hvad betyder dette ord i grunden? Er det et sted ude i det blå tomrum, hvor engle basker rundt og priser herren? Er det en sindstilstand, et åndeligt niveau eller det rene vrøvl?

Eftersom vi undertiden kan komme til at opleve en tilstand af ren salighed, kunne dette bestyrke troen på den anden mulighed. Ganske vist finder moderne mennesker ikke et sådant sted særlig sandsynligt – helt bortset fra den kendsgerning, at vi efterlader vore kroppe hernede og derfor kunne være fuldstændig ude af stand til at høre, tale eller mærke noget.

Det samme må gælde for det såkaldte "helvede". Hvordan kan man føle en afstraffelse, hvis man er uden en krop? Du kan næppe mærke nogen fysisk pine, skrige eller give udtryk for dine følelser.

Og dog kunne du være i stand til at tænke eller have en indre følelse af, hvad der i grunden foregår. Altså kunne himmelen godt tænkes at være et åndeligt plan.

Men hvis dette er tilfældet, mangler der stadig nogen eller noget til at afsige en dom over dig, dersom du skal opleve den yderste salighed eller det modsatte. Kunne dette noget eller nogen være en enhed kaldet Gud? Eller er der ingen andre til at dømme dig end dig selv? Denne sidste antagelse kræver lidt spekulation over, om der overhovedet eksisterer noget andet end dig selv, eller om din eksistens bare er noget, du drømmer dig til? Måske er du bare et fantasifoster. I hvis sind? Dit eget? Guds? Det vil altså sige, hvis der virkelig er en almægtig Gud eller Skaber til.

Hvis vi skal tro på Bibelen, får vi deri at vide, at Gud elsker hele sit skaberværk og hverken dømmer eller fordømmer. Men da vi er så snæversynede, er vi tilbøjelige til at gøre vore antagelser til Hans, og det er måske derfor, at Kirken har antaget det almenmenneskelige synspunkt, at Gud er en ældre herre med hvidt skæg og udstyret med menneskelige egenskaber, selv om Han står over alt.

Den næste mulighed er det åndelige plan. Findes der virkelig et sådant plan, hvis eksistens ikke kan bevises ud fra vore normer eller måleudstyr? Tja, hvordan forholder det sig egentlig med elektriciteten? Du kan kun bevise, at denne usynlige årsag eksisterer på grund af dens virkninger. På samme måde kan tankevirksomhed ikke påvises direkte – eller kan den?

Hvad er Liv i grunden for noget – den kraft, der forlader legemet ved døden, eller som tager på ferie, når nogen drukner eller lignende, for så at vende tilbage til legemet – ofte til stor overraskelse for læger og sygeplejersker. Denne livskraft kan ikke måles på nogen måde; men den udgør forskellen mellem et levende og et dødt legeme.

Når en sådan genoplivet person fortæller om sine oplevelser, medens han var "død", - hvordan han sin krop ligge på operationsbordet og desuden kunne høre, hvad der blev sagt i rummet – så kunne man komme på den tanke, at det ikke er vor hjerne, der rummer vor bevidsthed. Måske udgør den blot et mellemled mellem vort sind og vort legeme, og dette rejser et nyt spørgsmål: Er vort sind og vor bevidsthed det samme? Eller kunne det være vor bevidsthed, der skaber tankerne og videregiver dem som kommandoer til hjernen? Og tjener vor hjerne os da som en højt sofistikeret computer?

Sidst, men ikke mindst: Er al den snak om himmel og helvede bare sludder og vrøvl?

Hvis dette er tilfældet, har du intet at bekymre dig over, når du dør. Da har du blot oplevet en rent tilfældig virkelighed – haft et liv som en døgnflue uden nogen betydning. Når man imidlertid betragter naturen, kan man på den anden side få det indtryk, at alting – bortset fra de fleste mennesker – foretager handlinger, der synes at adlyde visse øjensynlig intelligent givne love. Og dette kunne indebære, at der eksisterer en enhed, en superhjerne, en Bevidsthed hinsides vor fatteevne, der omfatter alt, hvad der eksisterer.

Men da vi er en del af det skabte, kunne vi være en del af denne bevidsthed, og her kunne man så spekulere lidt over, om mennesket er designet til at gennemgå og fuldføre en udvikling, ikke den rent fysiske – eftersom det menneskelige legeme synes at være perfekt, lever op til kravene og ikke i tidernes løb er underkastet de store forandringer. Kunne det være tilfældet, at vi kunne udvikle os til et højere stade af forståelse?

Skulle dette være tilfældet, hvad bliver der så af vor bevidsthed, når vi dør? Tager den op til en "himmel" efter bare et enkelt liv, eller er det nødvendigt med flere erfaringer for at nå så langt? Forholder det sig således, bliver du nødt til at leve igen. Om og om igen, da det ikke er særlig sandsynligt, at et enkelt livs erfaringer kan kvalificere os til at opnå "paradistilstanden".