Mannamaskinen

På verdenskongressen 1976 for ”Ancient Astronaut Society i Crikvenica, Jugoslavien, hørte jeg et foredrag af George Sassoon. Han er sprogforsker og samtidig rådgivende ingeniør i elektronik. Sammen med Rodney Dale, en biolog og freelance skribent i tekniske tidsskrifter, studerede han i første omgang Kabbalahen. I det følgende vil jeg gengive hovedpunkterne af Sassoons foredrag.

En spansk jøde ved navn Moses ben Shem Tov fra Leon, som levede i det trettende århundrede, citeres ret udførligt i tre af de hebraiske bøger ved navn Sepher-ha-Zohar. Men den tidligste kilde er den aramæiske Cremona Codex fra 1158.

Disse bøger rummer en detaljeret fysisk beskrivelse af en gud kaldet ”Den Gamle af Dage”. Han består af en hanlig del (macroprosopus) og en hunlig del (microprosopus). Det var det besynderlige ved en gud, der kunne skilles ad og samles igen – beskrevet i minutiøse detaljer – der  fik de to forskere til at se nærmere på teksterne og siden at beslutte, at teksterne ikke beskrev en gud, men en maskine.

Dernæst fulgte en omskrivning af beskrivelsen fra Kabbalahen til teknologiske vendinger, og forskerne kom til den konklusion, at det var en maskine, der frembragte manna. Hvorfor nu det?

Teksterne siger således: ”Ind i kraniet … destillerer duggen fra det hvide hoved … og af denne dug maler de mannaen … og mannaen synes ikke at stamme fra denne dug bortset fra ét tidspunkt, nemlig dengang Israels børn vandrede i ørkenen.”

Fra bogen Hadra Zvta Qdisha vers nr. 51-73 stammer følgende: ”Hovedet. Hovedskallen er hvid. Inden i denne er der hverken begyndelse eller ende. Den hule tingest for dens safter er udstrakt og bragt til at flyde. Fra denne hule tingest til saften fra den hvide hovedskal falder duggen hver dag ned i det lille hoved … Og hans hoved er fyldt, og fra det lille hoved falder det ned på æble- (eller blomster-) marken. Og hele marken driver af denne dug.”

”Den Hellige Gamle er hemmelig og skjult. Og den øverste visdom er skjult i hovedskallen, som er fundet (dvs. kan ses). Og fra denne og ned i den Gamle er der ikke åbent (dvs. der er ingen synlig passage). Og hovedet er ikke enkelt (eller alene); thi det er toppen (eller hovedet) for hele hovedet. Den øverste visdom er inde i hovedet, den er skjult og kaldes den øverste hjerne, den skjulte hjerne, hjernen som formilder og er rolig.”

”Og der er ingen (menneske)søn, som véd det (dvs. det er uforståeligt for os). Tre hoveder er udhulede, hint, inden i dette, og dette oven over det tredje. Det ene hoved er visdom, det er skjult af det, hvoraf det er dækket. Denne visdom er skjult, det er det øverste af alle hovederne for de andre visdomme.”

”Det øverste hoved er den Hellige Gamle, det mest skjulte af dem alle. Det er toppen af hele hovedet, hovedet som ikke er noget (almindeligt) hoved, og som ikke er kendt. (Dette forstærker det forrige, idet der siges, at det ikke er noget normalt hoved, der er i stand til at tænke, og at man ikke véd noget om det, fordi det er skjult og utilgængeligt).”

”Og af denne grund kaldes den Hellige Gamle ’intet’. Og alle disse hår og alle disse reb fra hjernen er skjulte, og de er alle lige i deres forløb. Og man kan ikke se hele halsen.”

”Der er en sti, der flyder i hår-afdelingen fra hjernen … Og fra denne sti flyder alle de øvrige stier, som hænger ned i det lille hoved.”

Fra andre dele af teksten véd vi, at ”hår” og ”reb” er tråde og rør, og vi har grund til at tro, at ”visdom” er en væske, der anvendes til fabrikationen af manna.

Ved at genoversætte det oprindelige aramæiske sprog, og ved at tage i betragtning alle de mulige betydninger, hvor der er flere at vælge imellem, kom de to forskere til følgende postulat om manna-maskinen. Foroven er der et dug-destillationsapparat; en nedkølet, rillet overflade, som luften glider hen over, afkøles og afgiver sit vandindhold til. Dette vand ledes til en beholder, i hvis midte der er en kraftig lyskilde, der kan bestråle en alge-kultur, muligvis af Chlorella typen. Der findes i dusinvis af Chlorella arter, og balancen mellem protein, kulhydrater og fedtstoffer hos en udvalgt art kan varieres ved at vælge de passende vækstbetingelser til kulturen.

Denne algekultur cirkulerer gennem rør, der tillader en udveksling af ilt og kultveilte med atmosfæren, og som tillige tillader afgivelsen af den frembragte varme. Chlorella slammet bliver så ført over til en anden beholder, hvor det underkastes en behandling, så stivelsen delvis omdannes til maltose, som dernæst bliver let brændt for at smage som honningkager (2. Mosebog 16.31).

Det tørrede materiale bliver så overført til to beholdere (testiklerne). Den ene tømmes dagligt og giver israelitterne en dagsration (1 omer eller 1/10 efa), og den anden fyldes langsomt op i ugens løb, så at man har to dages rationer parat aftenen før sabbaten. Dette skete, for at man kunne stoppe maskinen, rense den og sætte den i gang igen.

Maskinen måtte producere en ”omer” manna om dagen pr. familie til 600 familier. (I 2. Mosebog kan ordet ’tusind’ også betyde ”familieoverhoved”). Dette svarer til ca. 1,5 kubikmeter manna om dagen. Siden får vi at vide, at manna ”var som korianderfrø” (2. Mosebog 16:31), og så er den historie, at manna blev samlet op fra jorden, klart uacceptabel – det at samle mannaen op ville være mere end én dags arbejde.

Hvad skete der derefter med maskinen? Efter at israelitterne havde forladt ørkenen var der ikke mere brug for den, faktisk holdt den op med at virke (Joshua 5:12). Efter indtagelsen af Jerico blev maskinen, der nu var en hellig genstand, opbevaret ved Shiloh (1. Samuel 4:3). Senere blev den erobret af filistrene, der leverede den tilbage i en vis hast, efter at den havde dræbt mange af dem og påført de levende pestbylder (1. Samuel kapitel 5).

Ved dens tilbagevenden genindsatte Kong David den som et rituelt objekt i et tempel ved Jerusalem (1. Krønikebog 2:5), og hans søn Salomon opførte det første tempel, der skulle huse det (2. Krønikebog 2:5). Da templet blev ødelagt omkring år 600, blev maskinen ødelagt.

Kommentar

Sassoons og Dale’s teorier er særdeles interessante; men spørgsmålet er, om det virkelig drejede sig om en algekultur, der blev anvendt til at fremstille mannaen. Og hvorfra kom den energi, der skulle opretholde den ”kraftige lyskilde” inde i beholderen?
 

Dernæst har vi beretningen om, at den dræbte mange af filistrene. Disse to ting i forening kunne tyde på, at det virksomme stof måske har været det samme pulver, der siges at have været i Pagtens Ark – altså et monoatomisk materiale. For af Gilgamesh epos’et fremgår det, at der ”faldt brødkorn og manna ned fra himlen”.

Og i artiklen om ”Pagtens Ark” omtales det monoatomiske materiale, der ved opvarmning kunne blive til et hvidt pulver, der både kunne anvendes til at fremstille manna og til at dræbe gennem ”Guds Nærvær”.

Hvis vi tænker os, at det var selve den varme ørkensol, der foretog opvarmningen af det hvide pulver, og føjer vi så duggen til, har vi en alternativ forklaring på ”Mannamaskinen”.