Din Internet Browser supporterer desværre ikke Plug-ins - venligst opdatér!

Tema: Venusianere
Forfatterens navn ukendt, men han er chef for afdelingen for interplanetariske anliggender på Hawaii.

Kilde: Top Secret File/Project Marxen UFO 88
Oversat af Else Helin.


Venusianske fartøjer landede på Oahu
I 1972 var der hundreder af rapporter om rumskibe, der fløj over Maui [på Hawaii (HC)], landinger i fjerntliggende områder af øen og nogle få kontakter. Vi etablerede kontoret for afdelingen af interplanetariske anliggender i Lahaina for at undersøge disse rapporter og forsøge at kontakte disse besøgende for at få avancerede oplysninger til løsning af verdensproblemerne og vor udvikling.

Adskillige vidner rapporterede at have set tallerkenlignende rumfartøjer med kupler og koøjer magen til dem, der blev fotograferet af folk i England og over hele Amerika af den type, som hævdes at være venusianske. Det beviste, at den slags fotografier i vore arkiver ikke var falske. Andre vidner rapporterede at have set lange, cigarformede rumfartøjer, som slap mindre rekognosceringsfartøjer ud over Haleakala krateret og svævede over andre dele af Hawaii, hvilket passer med de beskrivelser, vi nu har fra Onec.

Regeringshemmeligheder
Det år fik vi nogle utrolige oplysninger af sergent Willard Wannall, som gjorde tjeneste i hærens efterretningstjeneste på Oahu i 1950’erne, hvor han undersøgte UFOer. Han påstod, at han havde kendskab til den officielle regerings ufo-hemmeligheder, og disse indbefattede besøgende fra Venus.

Vi besøgte ham to gange, og vi udvekslede UFO- og ET-undersøgelsesmaterialer. Han advarede om alle de mennesker, som var blevet myrdet eller gjort tavse på andre måder af de militære myndigheder for at have talt for meget om hemmelige UFO aktiviteter. Det virkede, som om han i nogen grad selv havde fået munden lukket, efter at han var blevet alvorligt chikaneret af hæren for sine undersøgelser og kontakter. Endnu i dag har Wannall ikke talt offentligt om sin forbløffende forskning og kontakter. Han advarede os om at være forsigtige med vores.

Kontakt og besøg på Venus
Wannall fortalte, hvordan han to gange var blevet kontaktet af landede rumfartøjer i fjerne skovområder på Oahu og taget ombord. Efter én af disse kontakter, som han berettede detaljeret om i en lang, nedskrevet rapport, som jeg har i mine arkiver, udtaler Wannall, at han blev taget med til Retz, hovedstaden på Venus, med uddannelse for øje.

Han fortæller, at han landede i et energicenter, som lå på Venus’ overflade, i et bygningskompleks med mange værelser, hvoraf de fleste var cirkelrunde.

Denne bygning var en del af centret i en glitrende metropol, der udelukkende bestod af kuppelformede bygninger, som var lagt ud i et cirkelrundt mønster. Bygningernes gennemskinnelige egenskaber og formens behagelige virkning var skabt spontant af isolerede dele af lysenergi, som var tilpasset vibrationen i dette særlige område. Det strålemateriale, der blev resultatet, gav det indtryk, at bygningen bevægede sig, selv om det føltes solidt at røre ved.

Ændring af tiden
Kun ved en senere, relativ tidsændring i de sammenførte frekvenser kunne disse bygninger ”demonteres” og energimaterialet føres tilbage til det kosmiske ophav. De fleste fysiske genstande på Venus blev fremstillet ved denne proces. Wannall beskrev alle de smukke malerier på de indvendige vægge. De fleste forestillede landskaber – med mange nye nuancer af en usædvanlig smuk, selvlysende blanding. Der var et væld af blomster med behagelige dufte samt en skøn musik.

Venusianerne dér bar lange, løse dragter, og de så ikke meget forskellige ud fra jordmennesker. Dog så alle ud til at være harmonisk skabt.

Flotte UFO fotos
Vi fik forevist nogle utroligt klare og detaljerede fotografier af enorme, sølvlignende rumfartøjer, taget uden for vor atmosfære. Farida Iskiovet, som undersøgte UFOer for daværende generalsekretær for FN’ generalforsamling, sagde til mig, at Wannalls oplevelser var virkelige.

 Val Thor
I 1973 mødtes vi med direktøren for National Investigation Committee on Unidentified Flying Objects, dr. Frank Stranges, som også var medlem af vores afdeling for interplanetariske affærer. Han fortalte detaljeret om, hvordan han havde haft kontakt med en venusiansk diplomat, i 1959, Val Thor, som var landet uden for Washington D.C. for at møde generalsekretær Eisenhower. Dr. Stranges sagde, at der senere var et hemmeligt møde med daværende senator Robert Kennedy. Farida Iskiovet var helt overbevist om realiteten af Val Thor og disse kontakter, og der blev foreslået et møde mellem FN-diplomaten og venusianeren – et møde, vi aldrig fik nogle detaljerede oplysninger om.

 Venusianer i Pentagon
I Californien rejste jeg sammen med FN’s ufo forsker, Farida Iskoviet, der var FN’s generalsekretær, Adam Malik’s assistent, og som undersøgte ufoer for generalsekretæren. Jeg var ledsaget af Phil Geiger, direktøren for vor afdelings efterretningstjeneste, og min bror, Fred Wegles. Sidstnævnte var tidligere presseagent for præsident Nixon og Henry Kissinger i Western House.

Vi besøgte Gabriel Green, som var præsident i AFSCA, der største civile ufo-forskningsagentur i verden dengang. Green sagde, at han var blevet kontaktet af to venusianere, der besøgte avisen Los Angeles Times. Dér sagde de, at de havde et budskab til verden; men de blev sparket ud af kontoret!

Hemmelig kontakt
Han havde også rapporter om, at sovjetiske astronomer sporede mange ufoer, som var på vej til Venus. Vi besluttede at besøge Frank Stranges, som skulle være den, som havde arrangeret den hemmelige kontakt i 1959 mellem præsident Eisenhower og en udenjordisk ambassadør fra Venus.

Dr. Stranges var præsident for Den Nationale Undersøgelseskomité for Uidentificerede Flyvende Objekter. Han viste os et ufo-arkiv, som gjorde indtryk på os, og nogle utroligt klare fotografier, hvoriblandt var fotografier af en venusiansk pilot ved navn Val Thor.

Han fortalte, at Val Thor kom fra en underjordisk base i Nevada ørkenen, og sagde, at han ville tage os med dertil for at møde Thor, hvis vi ønskede det. Farida ville gerne af sted; men jeg måtte tage tilbage til Hawaii til en vigtig samtale, så jeg gik glip af mødet.

Venusiansk dagsorden
I henhold til Dr. Stranges kom venusianeren for at tilbyde hjælp til at løse verdens problemer, hvis vores regering ville gå med til at afskaffe alle forurenende brændstoffer, atombomber og den korrupte regering og økonomi.

Præsidenten afviste det hele, fordi venusianeren afslog at give ham nogen form for tallerkenteknologi eller videnskab, som kunne bruges af militæret, og fordi olieindustrien havde støttet regeringen med store pengebeløb.

Indledende manøvrer
Venusianeren var landet i 1959 i et rekognosceringsfartøj nær High Bridge. New Jersey. Han og tre besætningsmedlemmer tog til et offentligt ufo-møde, hvor de gik for at være jordiske mennesker i jordisk tøj. Efter at have iagttaget forsamlingens interesse for ufoer vendte rummenneskene tilbage til deres fartøj, lettede og landede derefter igen uden for bygrænsen til Alexandria, Virginia.

Thor forlod fartøjet, men løb på to politimænd, som trak deres våben. Men så brugte venusianeren telepati for at overvælde dem med en følelse af god vilje. Politiet satte derefter Thor ind på bagsædet af deres bil, og medens de overtrådte alle regler for passage af statsgrænser, kørte de ham til Pentagon, hvor han mødtes med forsvarsministeren og en stab på syv vidner.

Samtidig landede tre venusianske rekognosceringsfartøjer på Edwards Air Force Base. Disse fartøjer var fjernstyrede. Det var for at vise, at der er meget, vi kan lære af venusianerne. Videnskabsfolkene var ude af stand til at bryde ind i disse fartøjer, selv med laser.

Ingen identitetspapirer!
Venusianeren chokerede embedsmændene i Pentagon ved hverken at have pas, visum eller fingeraftryk. Introduktionen, som blev forelagt præsidenten, og som var udfærdiget af det venusianske højeste råd, var ikke skrevet på noget jordisk sprog, og det chokerede ligeledes embedsmændene.

Val Thor fik tilladelse til at følges med seks bevæbnede vagter til en elevator, som førte dem ned til et underjordisk transportnetværk, som førte dem videre til Capitol bygningen. Secret Service agenter eskorterede dem derefter til præsidenten.

Da de kom ind i værelset, hvor præsidenten ventede, så præsidenten bekymret ud. Selv mændene fra Secret Service var nervøse. Eisenhower rejste sig fra sit skrivebord, da de alle sammen kom hen imod ham.

Samtalen med Eisenhower
Manden fra Venus løftede hånden for at trykke præsidentens hånd, og straks trak tre agenter fra Secret Service deres våben og pegede på Thor med dem. Præsidenten nikkede nervøst for at få våbnene sænket og sagde så: ”Jeg skal sige Dem, vi har suspenderet alle protokol regler. Jeg har en positiv følelse over for Dem. Vær venlig at sige mig Deres navn, hr.?”
Manden fra Venus svarede: ”Valiant.”
Præsidenten spurgte: ”Og hvor kommer De fra?”
”Jeg kommer fra den planet, der i jeres Bibel kaldes morgen- eller aftenstjernen, Venus,” svarede Thor.
”Kan De bevise det?” spurgte præsidenten.
Thor svarede: ”Hvad anser De som værende et bevis?”
”Det véd jeg ikke,” svarede præsidenten hastigt. Så tilbød Thor et bevis ved at invitere præsidenten ud til sit landede rumfartøj; men Eisenhower svarede: ”Min ven, jeg kan ikke komme og gå, som jeg gerne ville. Der er komiteer, som skal konsulteres, og sikkerhedsbestemmelser, der skal overholdes. Vær venlig at blive her et stykke tid her sammen med os. Lad os lære hinanden bedre at kende – lære mere om hinanden, og så måske.”

Jorden overvåges
Thor fortalte derefter præsidenten, at vort land havde været under nøje overvågning af venusianere siden den første A-bombeeksplosion skete i 1945. Pentagons embedsmænd kunne imidlertid ikke forestille sig, at Val kunne være i en position, hvor han havde magt til at beslutte noget som helst, og Val afslog at give deres videnskabsfolk hemmeligheden omkring tallerkenernes drivkraft.

CIA på spil?
En journalist, som fandt ud af, at mødet havde fundet sted, blev angiveligt gjort tavs af CIA. Dr. Stranges fortalte, hvordan han selv senere var blevet kidnappet af tre mystiske mænd i sorte draget og taget med til Nevada ørkenen, hvor han muligvis skulle udsættes for et attentat, men var blevet reddet af et venusiansk rekognosceringsfartøj, som landede foran den sorte bil.

De Forenede Nationers ufo-forsker, Farida, troede på, hvad Dr. Stranges fortalte os. Med hensyn til Dr. Stranges og hans rapport, vil jeg overlade til læseren at afgøre med sig selv, hvad han vil tro.

Med hensyn til Adamski, så var der, efter at det var mislykkedes for flyvevåbnet at bevise, at hans film og fotografier var svindel, et rygte i omløb om, at venusianerens fartøj i virkeligheden var en model af en ballon, som blev brugt af CIA for at vildlede ham, og at venusianeren i virkeligheden var en regeringsagent.

Rygter
Dette rygte begyndte at cirkulere, efter at mange prominente ufo-forskere havde bevist, at han afgjort havde fotograferet et stort, fast objekt, som faktisk fløj, og de kunne ikke konstatere nogen form for svindel..

Men frem for alt, hvad er det logiske i at tale om, ”hvorfor CIA først ville have George til at tro, at han havde kontakt med venusianere, for så senere at benægte, at det nogensinde var sket? Hvilken fornuft er der i det? Desuden fortalte Adamski, at venusianerens øjne udstrålede stor visdom og kærlighed, og at hans skønhed overgik alt, hvad han hidtil havde set. Ville dette være tilfældet, hvis der var tale om en agent fra regeringen?

Umiskendeligt fysisk
Ydermere findes der et ultraklart fotografi taget tæt på af et umiskendeligt mekanisk fartøj med koøjer. Det er bare for tydeligt, for detaljeret og for mekanisk til at kunne være en ballon, og de hastigheder, baner og manøvrer, som blev rapporteret om de andre objekter, der blev fotograferet og set i forskellige dele af verden, er umulige for en ballon at udføre!

Andre havde en teori om, at de tallerkener, han så, var den amerikanske regerings hemmelige, eksperimentelle fartøjer. Forskerne, besætningerne og piloterne, der testede dem, har dog indrømmet, at på den tid dels mislykkedes det at konstruere dem, eller de var totalt forfejlede, eller de styrtede ned alle sammen, således at projektet ikke fik nogen succes.

Dette beviser, at det ikke var hemmelige regeringsfartøjer, Adamski så i 1951-53, hvor disse første eksperimenter blev udført. Det er rigtigt, at regeringen udviklede og fløj atomdrevne tallerkenskiver, hvilket imidlertid fandt sted mere end 15 år senere! Og fotografier af disse hemmelige fartøjer ligner ikke Adamski-typen.

Hvordan kunne Adamski vide det?
Ydermere har ingen været i stand til at forklare, hvordan Adamski kunne have kendskab til alle detaljerne om de små, grønne ildfluer, der fløj forbi i det ydre rum, samt kunne fortælle om Månens skjulte bagside, som ikke blev opdaget af videnskaben før over 15 år senere – foruden adskillige andre detaljer fra det ydre rum. Det er nu almindeligt accepteret af prominente forskere, at George Adamski faktisk fotograferede virkelige, store flyvende genstande.

Charlotte Blodgett
I 1979 blev Hollywood filmen ”Rainbow Bridge”, som blev optaget på Maui med bl.a. Jimmi Hendrix, frigivet. Hen imod slutningen af filmen befinder han sig i en hytte i Haleakala krateret og diskuterer ufoer med skuespillerne samtidig med, at Charlotte Blodgett (Adamski’s sekretær) fortæller det verdensomspændende publikum, at venusianerne hemmeligt har kontaktet USA’s regering og tilbudt en gratis og ikke-forurenende energi, som naturligvis er en trussel imod de største bankkonti i verden og olie- og elektricitets magnater, hvilket var grunden til hemmeligholdelsen.

Ifølge et brev til Maui forskerne blev Charlotte angiveligt kidnappet af regeringsagenter fra CIA og Interpol for at have fremsat den udtalelse og blev kørt ind på en skovvej for at blive myrdet, men blev reddet af et venusiansk rekognosceringsfartøj som det, Adamski fotograferede!

Andre angreb
Phyllis Dixon, der arbejder i vor afdeling for interplanetariske affærer i New Zealand, skrev, at hun i 1977 var blevet angrebet af små, negative bortførere af den udenjordiske type, men var blevet reddet af venusianere. Wilbert B. Smith fra Projekt Magnet fortalte tidligere, at venusianerne fortalte, at de havde en slags kosmisk politikorps, som blev brugt til at beskytte nøglepersoner.

Denne rapport er i det store og hele fuld af, ”hvad andre mennesker” har fortalt eller skrevet til mig. Jeg beder Dem om at drage Deres egne konklusioner med hensyn til, hvad ”de sagde og skrev”, og hvad De vil tro, ligesom jeg ikke vil fortælle Dem om mine egne konklusioner! Dan Deres egen mening.

Objekter over Washington
Den 13. maj 1954 begyndte vore radarskærme i Washington DC’s nationale lufthavn at spore objekter af en usædvanlig størrelse i stor højde. Den ene radarskærm efter den anden blev tændt, og sporet af de samme objekter kom frem på alle skærme.

Ifølge beregninger blev det fastslået, at disse objekters størrelse var i overkanten af 250 fod (80 meter) i diameter og befandt sig i en højde af 15-18 miles (24-29 km) over Washington. Det var Washington by, der var tale om. Før natten var faldet på, indløb der rapporter fra vidner om disse ovale fartøjer, der blev set svæve direkte over Capitol, Det Hvide Hus og Pentagon.

Venusiansk pige lander
Den 11. maj 1991 blev århundredets mest utrolige nyhed offentliggjort i de store aviser over hele USA. I den seriøse og aktuelle nyhedssektion af dagbladet Global’s Honolulu Advertiser var der en artikel med overskriften ”UFO konference får foredragsholder fra Venus”. Den citerede Omnec Onec var kommet fra Chicago og fortalte, at livet på hendes hjemplanet, Venus, i det store og hele ikke er meget forskelligt fra livet på Jorden. ”Det er som en ørken hos os. Det er forbløffende, hvor tilpasningsdygtig den menneskelige art er.”

Avisen fortsætter: ”Onec, en af de 30 foredragsholdere på ’Verdens UFO Konferencen”, bor i sit jordiske liv i Chicago og er kendt som Sheila Gibson. Hun fortalte, at hun er fra Teutonia på Venus.”

Samtale med Onec
Som leder af afdelingen for interplanetariske affærer var jeg allerede bekendt med den omtalte venusianske kvinde og havde selv talt med hende i telefonen. Hun fortalte, at hun blev født på Venus og var blevet trænet og uddannet i otte år til sin mission på Jorden. Desuden, at hun forlod byen Retz, som er hovedstaden på Venus, i et tallerkenformet rumskib.

Onec beskrev Retz som en rumstation omgivet af en varm og tør ørken, som minder om ørkenen i den sydvestlige del af De Forenede Stater. Hun fortalte, at hun var blevet fløjet op til et langt, cylinderformet interplanetarisk rumfartøj, som var i kredsløb om Venus, og hun beskrev i alle enkeltheder turen til Jorden.

Tilpasning til Jorden
I Jordens atmosfære skiftede hun til et andet, skiveformet rumskib, som derefter landede i Himalaya bjergene i Tibet. Dér ville det være lettere for hende at vænne sig til jordiske forhold uden at få et voldsomt kulturchok og atmosfærisk ubehag.

Venusianernes legemer ligner i forbavsende grad jordiske menneskers, men kun af udseende. De er meget lettere, mindre tætte med en anderledes molekylær gruppering og frekvensfordeling i relation til vore jordiske kroppe. Det gør vor atmosfære farlig for dem, ligesom deres atmosfære er dødbringende for os. Derfor måtte Onec undergå en slags fysisk tæthedsændring ved hjælp af en eller anden slags teknologi, før hun kunne landsættes på Jorden.

Onecs mission
Onec skrev, at hun studerede Jordens kultur, som er så primitiv, voldelig og vanhelliget sammenlignet med den venusianske, at det var svært at vænne sig til. Hun fandt det også meget svært at vænne sig til at leve i vor atmosfære, ånde i vores luft og spise vores grove føde.

Vore mærkelige fødevarer smagte dårligt i sammenligning med, hvad hun var vant til, og hendes krop føltes massiv, tung og ubehagelig i vor atmosfære. Hun studerede vores planet hos åndelige lærere i et kloster i Tibet i nogle uger, før hun blev taget op af et rumskib og fløjet til Nevada, hvor de landede i den øde ørken en nat i 1955.

Fra Tibet til USA
Efter at hun var blevet landsat i et landskab, der mindede om Retz området, blev hun hentet af en venusianer og en anden udenjordisk person, som ankom i en ny Cadillac, og kørt til Tennessee for gradvist at blive vænnet til vores tilbagestående civilisation. Hun fandt bilens bumpen og dens forureningsdunste næsten ubærlige sammenlignet med de støjfri og ikke-forurenende venusianske køretøjer. Onec fik kendskab til restauranter, amerikanske fødevarer og folk, som hun fandt grove og plumpe. Ikke desto mindre måtte hun holde sin oprindelse hemmelig og leve inkognito blandt jordmennesker.

 

Ny identitet
Hun antog navnet Sheila og blev opdraget hos en kvinde i Tennessee ved nogle fremmedes diplomatiske mellemkomst, som vi ikke har plads til at fortælle nærmere om her. Hendes mission på Jorden var for det meste neddæmpet og foregik i hemmelighed indtil i år, hvor hun udgav en bog om Venus’ historie og om, hvordan alle de problemer, vi har på Jorden i dag, er problemer, der tidligere er blevet løst på Venus.

Vi kan lære meget af dem og deres levevis. Jeg bad Onec om tilladelse til at bruge nogle af hendes oplysninger i mine offentlige foredrag på Maui, og hun gav sin tilladelse. To medlemmer af Xian International agenturet, som kører afdelingen for interplanetariske affærer, Romeo og Dean, har mødt Onec.

 Frugtbare møder
Disse møder har resulteret i en udveksling af informationer samt råd, som vi kan bruge til at planlægge fremtiden, og hun overbeviste dem uden al tvivl om, at hun virkelig var fra Venus. Onec overbeviste også Mark Huber, en forhenværende kommandør i flådens efterretningstjeneste og førende ekspert i UFO hemmeligholdelse, som forsyner afdelingen for interplanetariske affærer med UFO-hemmeligheder om, at Onec virkelig er venusianer.

Onec ikke den eneste
Brad Steiger, en af verdens førende autoriteter på UFO området og forfatter af mange berømte bøger om UFOer og ET’er, har også mødt Onec. Han skrev, at hun hævder at være én ud af tusinder af udenjordiske, som lever på Jorden nu. Hun siger, at videnskabsfolk, læger, lærere, kunstnere, ingeniører og almindelige borgere fra disse avancerede planeter lever og arbejder her, uden at deres virkelige identitet er kendt blandt Jordens folk.

Ser godt ud
Steiger, som har holdt mange offentlige foredrag om UFOer, fortæller, at hun har store, strålende og blå øjne, platinblondt hår, et charmerende væsen og går med lyse dragter. Vi har fotografier af hende i vort arkiv, og hun ser meget yngre ud, end hendes alder lader formode, hvis hun landede her i 1955.

Beskrivelser af Venus
I 1972 modtog afdelingen for interplanetariske affærer en sjælden, nu udsolgt bog, med titlen ”Den venusianske hemmelige videnskab”, som detaljeret fortæller om de kosmiske videnskaber på Venus og beskriver planeten, kulturen og deres filosofi, venusianernes udseende og klædedragt samt deres missioner på vores planet. De fleste af oplysningerne er så forskellige fra noget, vi nogensinde havde set, at de forbløffede os lige så meget som ægte UFO oplysninger.

Senere sammenlignede vi denne viden ned oplysningerne fra denne venusianske kvinde, Onec, den canadiske rapport om Projekt Magnet og sergent William Wannalls data og fandt mange ligheder og ingen uoverensstemmelser!

Kommunikation
Anvendelsen af interplanetarisk kommunikation involverede brugen af et krystal ved navn Telolith, en form for inter-dimensionel kommunikations-telepati, kaldet teletanke, samt et venusiansk symbol, som vi broderede på vores tøj (og der blev lavet tegninger af det til vore kontorer og til at anbringe på vor bil).

Det virkede!
Alle dem fra Xian og vores stab, som anvendte denne kombination, rapporterede utroligt nok at have set flyvende objekter, som de mente var rumskibe. Nogle af dem rapporterede om telepatiske kontakter! ”Den venusianske hemmelige videnskab” er skrevet af Michael X. Barton fra Californien, og han fortalte, at oplysningerne kom fra et landet venusiansk rumfartøj, som han fik kontakt med i 1950’erne i bjergene uden for Santa Barbara.

Møde med rumfolk
Han beskrev piloten som høj, og at han havde en dragt på, som var ud i ét stykke, og han havde et overordentligt intelligent ansigtsudtryk, ligesom han udstrålede maskulin styrke og beslutsomhed, men også indre kvaliteter som fred, venlighed og medfølelse.

Hans hud var smukt solbrændt, og så havde han langt, gyldent hår og klare, blå øjne, der skinnede som kostelige juveler. Han så ud til at have et perfekt helbred. Dybden af hans øjne var, ifølge Barton, som at kigge ned i et dybt hav og se hele universet deri. Derefter kom en smuk, venusiansk kvinde ud af fartøjet. Hun havde langt, gyldent hår, en smuk, solbrændt hud og violette øjne, der glimtede i det gyldne. Hun havde smukt proportionerede ansigtstræk, og rundt om livet havde hun et gyldent bælte. Hendes sko var af et blødt, gyldent trådnetmateriale.

Gamle vidnesbyrd
Denne redegørelse mindede mig om fortidens beretninger i hieroglyfferne på Soltemplet i Tihuanaco i Andesbjergene, som beskriver, hvordan et gyldent rumskib fra Venus var landet dér ved tidernes begyndelse. De forhistoriske tekster fortæller, hvordan en smuk kvinde fra Venus, Orejona, kom ud af fartøjet og lærte fortidsmenneskene grundlaget for landbrug, og hvordan man skulle opbygge en civilisation.

Venusianere landede på Jorden i fortiden for at undervise i landbrug, arbejde med tekstil, minedrift, arkitektur og andre færdigheder i henhold til den nedskrevne historie, der blev efterladt af babylonierne, sumererne, ægypterne, fønikerne, kaldæerne, mayaerne, aztekerne, indoeuropæerne, assyrerne og det gamle Indien og Tibets indbyggere.

Hvorfor skulle vi ikke tro på disse gamle tekster, som siger, at disse mennesker virkelig gjorde således? Barton fortalte, at disse venusianere, som han mødte, har det samme symbol på deres rumdragter, det symbol på interplanetarisk kommunikation, som Xian’erne går med nu for at prøve at komme i kontakt med rumvæsener.

Symbolet
Jeg besluttede at få symbolet broderet på en skjorte med nogle angiveligt venusianske hieroglyffer nedenunder, bruge Telolith krystallerne og teletanke-telepatien for at forsøge at komme i kontakt med venusianere. Jeg var meget skeptisk i begyndelsen. Imidlertid begyndte jeg snart at se UFOer, som jeg ikke kunne identificere. Det var en tidlig morgen i Lahina, efter at jeg havde været oppe det meste af natten og var kørt træt af at studere den venusianske, hemmelige videnskab.

Mystisk fremmed
Jeg sad alene på en bænk ved havet, da en mystisk fremmed langsomt kom gående og satte sig ved siden af mig. Han sad dér i flere minutter uden at sige noget. Jeg blev lidt urolig, så jeg vendte mig for at se på denne person. Han havde skulderlangt, blondt hår med at skær af gyldent i – dybe, klare, blå øjne og så usædvanlig godt ud.

Jeg kan ikke huske den nøjagtige ordlyd af den efterfølgende samtale; men det er nogenlunde sådan, jeg husker det: Jeg sagde ”hej”, og han smilede og hilste. Jeg spurgte ham, hvor han kom fra, og han sagde noget om, at han for nylig havde besøgt Rocky Mountains, hvor han opholdt sig i Det Store Hvide Broderskabs skjulte tempel. Den udtalelse forbavsede mig, fordi det formodes at være sædet for vor planets kosmiske, åndelige regering, som består af kosmiske mestre, der opererer bag scenen for at bistå os som race her på Jorden.

Ægte kontakt?
Jeg begyndte at spekulere på, om jeg havde kontakt med en ægte, levende mester; men han smilede og benægtede det. Han sagde imidlertid, at han var blevet sendt til Maui af mestrene i Det Hvide Tempel for at finde ud af, hvad Xian’erne foretager sig, og for om muligt at hjælpe os.

Xian’erne er en gruppe mennesker, der mere betragter sig som værende jordboere eller borgere på planeten Jorden end som borgere i et bestemt land – såsom amerikanere, tyskere, russere osv. Xian’ere tror, at hele planeten ideelt set burde være én nation i stedet for i snesevis af kæmpende, konfliktramte nationer, religioner og politiske systemer.

Fremtidsplaner
I 1972 havde Xian’erne hovedkvarter på Maui og forsøgte at skabe en futuristisk civilisation dér med henblik på det næste århundrede og for at forene folk fra hele verden, som besidder det, der er nødvendigt.

Afdelingen for interplanetariske affærer var én af de 14 afdelinger i Xian’s planetariske råd, og vores opgave var at finde ud af, om det var muligt at kontakte avancerede civilisationer fra andre planeter, som selv havde løst alle de problemer, som Jorden har, og så få dem til at rådgive os om teknologi og ideologi. Desuden om, hvordan vi kan udvikle os som race. I 1972 rapporterede mere end 12 medlemmer, hvordan denne afdeling havde fået fysisk kontakt med udenjordiske væsener og modtaget råd fra dem. Indtil nu er jeg ikke selv blevet kontaktet, selv om jeg er lederen.

Hjemsted: Venus!
Jeg var på det tidspunkt vant til, at fremmede mennesker opsøgte mig for at få oplysninger om Xian’ere, UFOer og afdelingen for interplanetariske affærer. Han bad mig om at beskrive, hvad og hvem Xian’erne er, Jeg fortalte ham, at vi var planetariske borgere på planeten Jorden, som er enige om at leve et liv med verdensfred og i fællesskab, som planetariske borgere. Jeg tilføjede, at jeg var interesseret i at finde nye Xian’ere, og spurgte, om han var interesseret i at blive en Xian.

Den fremmed smilede over dette spørgsmål og svarede: ”Hvad nu, hvis jeg er fra en anden planet?” – Jeg blev chokeret over dette svar. Jeg forholdt mig tavs, medens jeg forsøgte at samle tankerne og genvinde fatningen. Så spurgte jeg ham, om han var fra en anden planet, og han svarede, at det var han. Jeg spurgte så, om han ville have noget imod at fortælle, hvilken planet han var fra, og han svarede, at han var fra Venus.

Onec’s udsagn bekræftet
Jeg iagttog ham omhyggeligt og lagde mærke til, at han havde det fysiske udseende, som Michael Barton, den canadiske regerings UFO-projekt Magnet og snesevis af andre kontaktpersoner, som jeg havde læst om, beskrev. Han opgav sit navn, efter at jeg havde lovet ikke at fortælle nogen anden om det uden hans tilladelse.

Jeg fik at vide, at han var én af de mange venusianere, som var her på missioner, og som gik for at være jordmennesker og arbejdede inkognito, og han bad mig om ikke at afsløre ham for nogen uden tilladelse. Han sagde, at han var her for at undersøge vores afdeling for interplanetariske affærer.

Forhør
Jeg besluttede at spørge om hans kendskab til Venus. Jeg spurgte ham i detaljer om en usædvanlig viden, jeg havde læst om i ”Venusian Secret Science”, en yderst sjælden udgivelse, og han gav mig korrekte svar på alle mine spørgsmål. Dette forbavsede mig!

Disse detaljerede oplysninger fandtes ingen andre steder, jeg nogensinde havde læst eller hørt om. Han fortalte også detaljeret om de interplanetariske skibe og rekognosceringsfartøjers drivkraft, og det passede i alle enkeltheder med det, vi vidste fra Projekt Magnet og andre kilder. Han var virkelig informativ og brugte officielt navnet Rick Ewers. Jeg præsenterede ham for de andre i afdelingen, og de blev alle overbevist om, at han var fra Venus.

UFO paraply
Vi tog ham med til et UFO-møde i Lahaina, hvor der var en masse mennesker til stede. Under mødet blev der set et antal UFOer over stedet, som mange mennesker var enige om måtte være rumskibe. Efter mødet fløj disse UFOer over Lahaina, hvor mange mennesker rapporterede til aviserne og til vore agenter, at de havde set ”rumskibe” og UFOer.

Min far var et af de vidner, som var overbevist om, at han så et fartøj, fordi han havde mødt denne person. Diplomaten fra FN, Adam Malik, som undersøgte UFOer for FN’s generalsekretær, ankom til Maui og ønskede at møde den omtalte venusianer.

Jeg arrangerede personlig et privat møde i et privat hjem i Nepili, hvor Maureen Maharry boede. (Maureen blev senere myrdet på Kauai, angiveligt af en CIA agent, og hun var engang min sekretær i afdelingen for interplanetariske affærer, som på det tidspunkt frigav mange af disse oplysninger). På dette møde så alle de tilstedeværende tydeligt et UFO, som svævede uden for vinduet.

”Det rumskib er mit!”
Den besøgende blev i vort hovedkvarter nogle få nætter, og hver nat blev der rapporteret UFO aktivitet over stedet. En af disse nætter sad ”venusianeren” og to ansatte i vores afdeling (Paul Groover og Nick Edwards) ved et bord udendørs længe efter midnat i Lahaina. Paul og Nick udbrød, at der var et rumskib oven over os. Jeg kiggede op, og vi så alle et UFO. Den besøgende forklarede roligt, at det var hans rumskib, og at han havde fløjet det på en tur rundt om Solen, før han var kommet til Maui.

”Universe Sun News”, som jeg udgav, bragte en masse oplysninger, som han havde givet os, og vi havde meget mere endnu, som vi dog besluttede var alt for detaljeret til at udgive. Diplomaten fra FN var overbevist om, at denne person var en ægte venusianer. Overbevist var også major Wayne S. Aho, tidligere ansat i hærens efterretningstjeneste og UFO-forsker.

Hovedstaden på Venus
Ifølge Michael Barton, som fortalte, at han var blevet kontaktet af et landet venusiansk, skiveformet rumskib i et fjerntliggende område af Californien i 1950’erne, er den venusianske hovedstad opført i lighed med et atoms struktur med basis i tre cirkelrunde bygninger, som er kupler af krystal. Ud fra den centrale ”atomkerne”, ligesom eger fra navet i et hjul, fører otte store landeveje til otte store byer. Fra hver af disse byer går der fire landeveje ud til andre fire byer, og hver af disse byer har de koncentriske egere, der i et geometrisk mønster fører til to andre byer. Dette mønster fortsætter rundt om på hele planeten.

Venus’ topografi
Der er store skove, floder og bjerge mellem byerne. I dalene er der en smuk vegetation, og alt er i livlige farver. Her og der i vegetationen er der kuppelformede huse bygget af gennemskinneligt krystal. De venusianske have ligner Jordens; men de er mindre og har en smukkere farve.

 Lydløse ”biler”
På landevejene forsynes bilerne med drivkraft fra de magnetiske lysenergier. Disse køretøjer er fuldstændigt lydløse og er omgivet af et elektromagnetisk kraftfelt, som beskytter passagererne imod sammenstød ved en hvilken som helst hastighed.

Elektrisk luft
Luften på Venus er langt mere elektrisk end på Jorden. Der er et fosforescerende skær med en kold udstråling over planeten magen til vore Nordlys. Atmosfæren er regnbuefarvet – en tegning af den venusianske landsby Teutonia, som Onec har udført, viser ligeledes en regnbuefarvet himmel. Fra 3000 km ude i rummet ser det ud som et strålende hvidt lys. Næsten 5000 km ude er der mørke, og over byerne er der lys fra en haloeffekt.

Ingen fængsler eller sygehuse
Der er ingen kriminalitet på Venus, hvilket også ville være utænkeligt hos en så højt udviklet race. Der er ingen hospitaler, for folk har et perfekt helbred. Menneskene tilbringer det meste af deres tid udendørs og har kun friske og nærende fødevarer. Jeg talte med Michael Barton i 1973, og han var ifølge UFO-eksperten, Gabriel Green, som kendte ham godt, blevet ”gjort tavs” på det tidspunkt. De skriftlige oplysninger, jeg havde, stemte imidlertid fuldstændig overens med de detaljer, som sergent Willard Wannall og Onec havde fortalt om, og med dem, som vi havde fra Projekt Magnet.

Vidunderlige Venus
Onec fortalte om gyldent sand på de venusianske strande, purpurfarvede bjerge og paradisiske haver, som det meste af landskabet bestod af. Andre har beskrevet regnbuefarvede vandområder på Venus og et hav som af billioner af funklende diamanter. Mange af disse landskabseffekter er skabt af venusianerne selv ved hjælp af deres avancerede kosmiske videnskab og utrolige åndskræfter og psyke. Meget af det, der er på Venus’ overflade, siges at være lidt hinsides vort begrænsede menneskelige syn, interdimensionelt og usynligt for mange jordmennesker.

Red. Kommentar
Som ”ansvarlig redaktør og journalist” er det min opgave at fremstille sagen neutralt. Imidlertid har vi mange andre samstemmende beskrivelser af venusianere og deres planet. Vi har primært George Adamski, der nok var den vigtigste kontaktperson, og som ligeledes besøgte Venus. Så er der Giorgio Dibitonto, der mødte de samme mennesker som Adamski. Vi husker også Elisabeth Klarer fra Sydafrika. I 2003 bragte vi i UFO KONTAKT en ligeledes enslydende beskrivelse af en anden kontaktperson, der i detaljer fx beskrev køretøjer på Venus, der svævede over en magnetisk skinne. Desuden har jeg en 60 minutters beretning på video fra en ung amerikaner, der beskrev sit besøg i et enormt stort moderskib. Desværre er lydsiden så elendig, at jeg modstræbende har måttet afstå fra at skrive et referat. Moderskibet var så stort, at der ligefrem var indrettet et stykke natur i det med græs, planter, blomster og dyr. Manden, der viste ham rundt, lignede en 35-årig, men afslørede, at han var mere end 1 million år gammel.

Og så et par enkelte kommentarer til denne artikel: Den ”elektriske luft” på Venus med dens gløden allerede blev beskrevet af den britiske professor Firsoff i 60’erne med betegnelsen ”Ashen lys”. Han hævdede endvidere, at iltindholdet er 16%, ligesom han også med sine spektralanalyser fandt kvælstof. To spanske forskere fandt desuden ud af, at der er 4-5 gange så meget vanddamp i atmosfæren som på Jorden. Klimaet deroppe er ens over hele planeten – som i Florida. Dette skyldes, at det er lykkedes Venusianerne at tage deres VanAllen bælter, altså de elektromagnetiske bælter, der forsyner planeterne med lys og dermed varme fra Solen uanset planetens afstand, ganske som her på Jorden, og sno dem.

Historien om Val Thor er bekræftet fra andre sider. Omnec Onec er ægte nok. HC mødte hende på en kongres, og forelagt ”Venusbrevet” oversatte hun det flydende for ham. Om teletankekommunikation: Adamski beskrev præcis det samme, ligesom også han af venusianerne fik en Telolith krystal. Også beskrivelserne af venusianerne, normalt blot kaldt ”den nordiske type”, er samstemmende. Det gyldne bælte stjal Adamski sig til at fotografere ved et besøg hos et venusiansk par i deres jordiske lejlighed; men kvinden skyndte sig at klippe dette stykke af fotografiet af.

Den mystiske fremmede er ikke noget nyt. Adamski mødte sådan én i Dragør og fik det skrevne budskab, som han derefter rejste ned til Italien med for at aflevere det til paven, som forærede ham en medalje.

Jeg har ikke tilstrækkeligt kendskab til Xian’erne, men frygter, at de ligesom Dr. Boylan har en tendens til at forvilde sig ud i det psykiske, og så kan det gå gruelig galt; for der er intet psykisk ved de ægte Rumbrødre.

I den ovenstående artikel antydes det, at nogle mennesker ikke vil kunne se noget som helst på Venus. Ikke så sært; for deroppe befinder man sig i en anden tid, i en anden vibration, i et andet rumtidskontinuum. Selv Adamski måtte underkaste sig en proces for at kunne ”overleve” og sætte sine ben på henholdsvis Saturn og Venus, idet hele hans molekylestruktur blev lavet om. Ikke så sært, at han følte sig dårligt tilpas i flere uger efter sin tilbagevenden til Jorden.

Alt i alt må jeg derfor sige, at artiklen i det store og hele afspejler virkeligheden.
Stig