Thoth’s smaragdgrønne tavler (1 af 15)

Jeg, THOTH, af Atlantis, mysteriernes mester,
arkivar, mægtig konge, magiker,
som lever fra generation til generation,
skal nu gå ind i Amenti’s haller
og sætte mig ned for at lede
dem, der vil følge efter,
med disse arkiver af umådelig visdom fra det store Atlantis.

I den store by KEOR på øen UNDAL
i en længst forsvundet tid, begyndte jeg denne inkarnation.
Ej som de små mennesker i den nuværende tidsalder
levede og døde de mægtige fra Atlantis.
Men fra æon til æon fornyede de deres liv i Amenti’s haller,
hvor livets flod evigt flyder videre.

Hundrede gange ti
har jeg gået ned ad den mørke vej, der førte til lyset,
og lige så mange gange er jeg opsteget
fra mørket og ind i lyset med fornyet styrke og kraft.

Nu nedstiger jeg for en tid,
og menneskene i KHEM [Oldtidens Ægypten]
vil ikke mere kende mig.

Men i en endnu ufødt tid vil jeg stige igen,
mægtig og kraftfuld og afkræve
regnskab af dem, jeg lod bag mig.

Tag jer da i agt, o mænd fra Khem,
dersom I falskeligt har forrådt min lære.
Thi jeg vil kaste jer ned fra jeres høje stade
ind i mørket af de huler, hvorfra I kom.

Forråd ikke mine hemmeligheder
til mændene i nord
eller mændene i syd,
at ikke min forbandelse skal falde over jer.

Husk og agt på mine ord,
for jeg vil afgjort vende tilbage igen
og kræve det af jer, som I vogter.
Ja, selv fra før tiden og fra før døden vil jeg vende tilbage,
belønne eller straffe,
alt efter som I har gengældt jeres sandhed.

Stort var mit folk i gamle dage,
mægtigt og hinsides fatteevnen
hos de små mennesker, der nu omgiver mig.
De kendte den gamle visdom
og søgte langt inde i uendelighedens hjerte
den kundskab, der tilhørte Jordens ungdom.

Vise var vi, med den visdom
fra Lysets Børn, der dvælede iblandt os.
Stærke var vi med kraften
uddraget fra den evige ild.

Og blandt alle disse, størst blandt menneskenes børn,
var min fader THOTME, det store tempels vogter,
bindeleddet mellem Lysets Børn, der dvælede inde i templet,
og de menneskeracer, der beboede de ti øer.

(Han var) talerør for de Tre,
beboere i UNDAL,
og talte til kongerne med den stemme,
der (bare) skal adlydes.

Voksede jeg op dér fra barn og ind i manddom,
blev af min fader oplært i de ældre mysterier,
indtil med tiden visdommens bål groede frem,
indtil det sprang frem med en fortærende flamme.

Ej jeg ønskede andet end opnåelse af visdom,
indtil på en stor dag befalingen kom fra den,
der dvæler i templet, at jeg skulle føres frem for ham.
Få var der blandt menneskenes børn,
der havde betragtet dette magtfulde ansigt og levet,
thi ej som menneskets sønner er Lysets Børn,
når ikke de er inkarneret i et fysisk legeme.

Udvalgt blev jeg blandt menneskets sønner
(og) oplært af tempeldvæleren,
så at hans intentioner kunne gå i opfyldelse,
endnu ufødte formål i tidens skød.

I mange (tids)aldre boede jeg i templet,
lærte mere og stadig mere visdom,
indtil også jeg nærmede mig
det lys der udgik fra den store ild.

Lærte han mig da vejen til Amenti,
den underverden, hvor den store konge sidder
på sin magtens trone.

Dybt jeg bukkede mig i ærefrygt for Livets Herrer
og Dødens Herrer
og modtog som gave Livets Nøgle.

Fri var jeg af Amenti’s Haller,
ej bundet ved død til livets kredsløb.
Langt ud til stjernerne rejste jeg,
indtil rum og tid blev til intet.

Efter da at have drukket dybt af visdommens bæger
så jeg ind i menneskenes hjerter,
og dér fandt jeg større mysterier og var glad.
Thi kun i søgen efter Sandhed kunne min sjæl
stilnes, og flammen i den blive vederkvæget.

Op gennem tidsaldrene levede jeg
og så menneskene omkring mig drikke af dødens bæger
og atter vende tilbage til livets lys.

Gradvis kom fra Atlantis’ kongeriger bølger
af bevidsthed, der havde været ét med mig,
for kun at blive erstattet af sæd fra en lavere stjerne.

I lydighed mod loven
voksede Mesterens ord til en blomst.
Ned i mørket gik atlantidernes tanker.
Indtil Dvæleren til sidst i sin vrede opsteg fra sin AGWANTI
[der findes intet tilsvarende ord hverken på engelsk eller dansk,
men det betyder en tilstand af upartiskhed]
og udtalte ORDET, kaldte på kraften.

Dybt i Jordens hjerte hørte Amenti sønnerne (ordet),
og da de hørte det, ledede de den ildblomst,
der brænder evigt, foranderligt og skiftende,
idet de brugte LOGOS,
indtil den store ild skiftede retning.

Ud over verden brød da de store vande, druknende og sænkende,
ændrende Jordens balance,
indtil kun Lysets Tempel stod tilbage,
stående på det store bjerg på UNDAL (ø),
der stadig hævede sig op af vandet.
Nogle (mennesker) dér var i live,
reddet fra fontænernes frembrusen.

Kaldte mig da Mesteren og sagde:
Saml mit folk. Før dem ved (hjælp af) den kunst,
du har lært langt borte over vandene,
indtil de når landet med de hårede barbarer,
der bor i huler i ørkenen.
Følg dér den plan, du kender til.

Samlede jeg da mit folk
og gik ombord i Mesterens store skib.
Op steg vi om morgenen.
Dybt under os lå templet.
Pludselig lukkede vandene sig over det.

Forsvundet fra Jorden (’s overflade),
indtil det fastsatte tidspunkt,
var det store tempel.

Hurtigt vi flygtede mod morgensolen,
indtil under os lå landet tilhørende KHEM’s børn.
Rasende kom de med våben og spyd
løftet i vrede og søgende at (ned)slagte
og fuldstændig ødelægge Atlantis’ sønner.

Da hævede jeg min stav og rettede en stråle af vibrationer,
der slog dem med lammelse i deres (fod)spor som brudstykker
af sten fra bjerget.

Da talte jeg til dem med rolige og fredfyldte ord.
fortalte dem om Atlantis’ magt.
Sagde, vi var børn af Solen og dens budbringere.
Slog dem med fejhed med min opvisning af magisk videnskab,
indtil de krøb for min fødder, da jeg frigav dem.

Længe boede vi i landet KHEM,
længe og endnu længe igen.
Indtil jeg adlød ordrerne fra Mesteren,
der skønt sovende dog lever evigt,
og sendte Sønnerne fra Atlantis,
sendte dem i mange retninger,
så at fra tidens bug atter
visdom kunne opstå i hendes børn.

Længe dvælede jeg i landet KHEM,
udførte stor dåd i kraft af visdommen i mig.
Op i kundskabens lys voksede KHEM’s børn,
næret af regnskyl fra min visdom.

Sprængte jeg derpå en sti til Amenti,
så at jeg kunne genvinde mine kræfter,
leve fra tidsalder til tidsalder som en sol fra Atlantis,
bevare visdommen, bevare arkiverne.

Ganske få af KHEM’s sønner,
der overvandt folkeslag omkring dem,
voksede langsomt opad i sjælekraft.

Nu går jeg for en tid fra dem
og ind i Amenti’s mørke haller,
dybt inde i Jordens haller,
frem for Kræfternes Herrer,
atter ansigt til ansigt med Dvæleren.

Højt over indgangen rejste jeg en dør, en portåbning,
der fører ned til Amenti.
Kun få ville have mod til at vove det,
få passerer portalen til det mørke Amenti.
Over portalen jeg rejste en mægtig pyramide,
brugte den kraft, der overvinder Jordens kraft (tyngdekraft).
Dybt og endnu dybere placerer jeg et kraft-hus eller kammer,
fra dette skar jeg en cirkulær passage,
der næsten nåede op til den høje top.

Andre kamre jeg byggede og efterlod dem tilsyneladende tomme;
men skjult i dem er nøglerne til Amenti.
Den, der modigt ville trodse de mørke riger,
lad ham først blive renset ved en lang faste.

Ligge i stensarkofagen i mit kammer.
Da røber jeg de store mysterier for ham.
Snart skal han følge til det sted, jeg vil møde ham;
(ja) selv i Jordens mørke skal jeg møde ham,
jeg, Thoth, Visdommens Herre, møde ham og holde ham
og altid dvæle ved ham.

Byggede jeg den store pyramide,
(i et) mønster (overensstemmende med) Jordkraft pyramiden,
evigt brændende, så at også den,
kunne forblive (intakt) gennem tidsaldrene.

(Ind) i den byggede jeg min viden om ”Magisk Videnskab”,
så at jeg atter kunne være her, når jeg vender tilbage fra Amenti.
Ja, mens jeg sover i Amenti’s haller,
vil min frit omstrejfende sjæl inkarnere,
dvæle blandt mennesker i denne eller en anden form. (Hermes, den tre gange fødte).

Jeg er Dvælerens udsending på Jorden,
opfylder hans bud, så at mange kan blive opløftet.
Nu vender jeg tilbage til Amenti’s haller
og efterlader noget af min visdom.
Bevar den og hold Dvælerens bud.
Løft altid jeres øjne op mod lyset.

Med tiden vil I afgjort være ét med Mesteren,
i kraft af (fødsels)ret er I afgjort ét med Mesteren,
i kraft af retten er I ét med ALTET.

Nu skilles jeg fra jer.
Kend mine bud,
hold dem og vær dem,
og jeg vil være med jer,
hjælpe og lede jer ind i Lyset.

Nu åbner portalen sig foran mig.
Jeg går ned i nattens mørke.

Thoth 2. af 15 tavler
Amenti’s Haller


Dybt i Jordens hjerte ligger Amenti’s haller.
lang under øerne af det sunkne Atlantis,
de dødes haller og de levendes haller.
badet i ilden af det uendelige ALT.

Langt tilbage i en svunden tid, tabt i rumtiden,
så Lysets Børn ned på Jorden.
Skuede menneskebørnene i deres lænker,
bastet og bundet af den kraft, der kom fra hinsides.
Vidste, at kun gennem frihed for lænker
kunne mennesket nogensinde hæve sig fra Jorden til Solen.

Ned steg de og skabte (sig) legemer,
påtog sig lighed med mennesker.
Mestrene over alting sagde efter deres skaberakt:

”Vi er de, der blev dannet af rummets støv,
tog del i livet fra det uendelige ALT,
boede i verden ligesom menneskebørnene,
lig og dog ulig menneskebørnene.”

Da, til bolig langt under Jordens skorpe,
sprængte de store rum med deres kraft,
rum adskilt fra menneskebørnene.
Omgav dem (rummene) med kræfter og magt,
afskærmede mod skader de dødes haller.

Side ved side anbragte de andre rum,
fyldte dem med liv og med lys fra oven.
Byggede de da Amenti’s haller,
(så) at de kunne dvæle der evigt,
leve (sammen) med livet til evighedens ende.

32 var der af børnene,
Lysets Sønner, der var kommet blandt menneskene,
søgende efter fra mørkets lænker
at udfri dem, der var bundet af kraften fra hinsides.

Dybt i Livets haller voksede en blomst og flammede,
udvidede sig og trængte natten tilbage.

(De) anbragte i midten en stråle af stor formåen,
livgivende, lysgivende, som opfyldte alle dem, der kom den nær, med kraft.
(De) placerede omkring den troner, 32 i tal,
sæder til hvert af Lysets børn,
anbragt så at de var badet i stråleglansen,
opfyldt med liv fra det evige Lys.

Dér placerede de gang på gang deres først skabte legemer,
at de kunne blive fyldt med Livets Ånd.
Et hundrede år ud af hvert tusinde
må det livgivende lys flamme (hen) over deres legemer,
opvække og forstærke Livets Ånd.

Dér i kredsen, fra æon til æon,
sidder de Store Mestre,
lever et liv ukendt blandt mennesker.
Dér i Livets haller ligger de sovende,
frit flyder deres sjæl gennem menneskenes legemer.

(fra) Tid til anden, medens deres legemer ligger sovende,
inkarnerer de i menneskelegemer.
Lærer fra sig og leder fremad og opad,
ud af mørket og ind i lyset.

Dér i Livets hal, opfyldt af deres visdom,
ukendt af menneskets racer, der altid lever under livets kolde liv,
sidder Lysets børn.
Der er tidspunkter, da de er vågne
(og) kommer fra dybderne for at være lys blandt menneskene;
uafgrænsede er de blandt de afgrænsede mennesker.
(I teksten er brugt ordene infinite og finit)

Den, der gennem fremskridt er vokset (bort) fra mørket,
har hævet sig selv fra natten og ind i lyset,
frigjort er han fra Amenti’s haller,
fri af Lysets blomst og af livet.
Ledet han da gennem visdom og kundskab
går fra (at være) menneske til (at være) Livets Mester.

Dér kan han dvæle som ét med Mestrene,
fri for lænkerne fra nattens mørke.
Anbragt inden for stråleglansens blomst
sidder syv Herrer fra rumtiderne over os,
hjælper og vejleder i kraft af uendelig visdom
menneskebørnene på vej gennem tiden.

Mægtige og mærkelige er de,
indhyllet i deres kraft,
tavse, alvidende,
dragende på livskraften,
anderledes og dog ét med menneskebørnene.
Ja, anderledes, og dog ét
med Lysets børn.

Vogtere og iagttagere af lænkernes kraft på mennesket,
rede til at løsne (dem), når lyset er blevet nået.
Som den første og mægtigste
sidder den tilslørede Tilstedeværelse, Herrernes Herre,
den ubegrænsede Niende,
(hævet) over de andre Herrer fra hver cyklus.

Tre, fire, fem og seks, syv og otte,
hver med sin opgave, hver med sine kræfter,
vejledende, styrende menneskets skæbne.
Dér sidder de, mægtige og magtfulde,
fri for al tid og rum.

Ikke er de af denne verden,
og dog beslægtet med den.
Ældre brødre er de
til menneskebørnene.
Med deres visdom
afvejer og dømmer de,
mens de betragter
lysets fremskridt blandt mennesker.

Frem for dem blev jeg ført af Dvæleren,
så ham smelte sammen med ÈN fra oven.

Da udgik en røst fra ham:
”Stor er du, Thoth, blandt menneskenes børn.
Fra nu af fri af Amenti’s haller,
Livets Mester blandt menneskebørnene.
Smag ikke døden, medmindre du ønsker det.
Drik af livet til evighedens ende.
Fremover er livet for altid
frit for dig at tage.
Fremover er døden kun tilkaldt af din hånd.

Dvæl her eller forlad (stedet), når du måtte ønske det,
frit ligger Amenti for menneskets sol.
Påtag dig liv i den form, du ønsker,
(du) Lysets barn, som er opvokset blandt mennesker.
Vælg (selv) dit arbejde; thi alle må (nødvendigvis) arbejde,
aldrig blive fri fra Lysets vej.

Èt skridt har du (nu) vundet på den lange vej opad,
uendelig er nu Lysets bjerg.
Hvert skridt, du tager, højner bjerget;
alle dine fremskridt forlænger (vejen til) målet.

Nærm dig altid den uendelige visdom,
stadig vil målet vige tilbage foran dig.
Fri er du nu af Amenti’s haller
til at gå hånd i hånd med verdens Herrer,
én til ét formål, i samarbejde,
(du) bringer af lyset til menneskebørnene.”

Da fra sin trone kom en af Mestrene,
tog min hånd og ledte mig fremad
gennem alle hallerne i det i dybet skjulte land.
Førte mig gennem Amenti’s haller,
viste (mig) de mysterier, der ikke er kendt af mennesket.

Ned gennem den mørke passage førte han mig,
ind i den hal, hvor den mørke død har sæde.
Uendelig som rummet lå den store hal foran mig,
med vægge af mørke og dog fyldt med lys.

Foran mig hævede sig en stor trone af mørke,
tilhyllet på den sad en nattens skikkelse.
Mørkere end (selve) mørket sad den store skikkelse,
mørk med et mørke, der ikke var af natten.
Da standsede Mesteren foran den og sagde
det ord, der medfører liv, idet han sagde:
”O, mørkets mester,
guide til vejen fra liv til liv,
frem for dig bringer jeg en morgenens sol.
Rør ham aldrig med nattens kraft.
Kald ikke hans flamme til nattens mørke.
Kend ham og se ham,
en af vore brødre,
løftet fra mørke ind i Lyset.
Slip hans flamme løs af dens lænker,
lad den frit flamme gennem nattens mørke.”

Hævede da skikkelsen sin hånd,
frem brød en flamme, der voksede (sig) klar og lys.
Rullede da hurtigt tilbage mørkets tæppe,
afslørede hallen (fri af) nattens mørke.

Frem da voksede i det store rum foran mig
flamme efter flamme, af nattens slør.
Utallige millioner sprang da foran mig,
(og) nogle flammede (op) som blomster af ild.

Andre der var, der afgav en sløret glød,
flød kun svagt ud af natten.

Nogle der var, der hurtigt gik ud;
andre voksede frem af en lille lysgnist.
Hver af dem omgivet af sit matte slør af mørke,
men brændte dog med (et) lys, der aldrig kunne slukkes.
Kommende og gående som ildfluer om foråret
fyldte de rummet med Lys og med Liv.

Da talte en stemme, mægtig, højtidelig den sagde:
”Disse lys er sjæle blandt mennesker.
De vokser og bliver svagere, men eksisterer evigt.
Forandrer sig, men lever dog, går gennem døden til liv.
Når de er sprunget ud til en blomst,
har nået toppen af vækst i deres liv,
hurtigt jeg da sender mit mørke slør,
tilhyller og ændrer til nye former for liv.

Støt voksende op gennem tidsaldrene,
ekspanderende til endnu en anden flamme,
oplyser (de) mørket med stadig større kraft,
slukket – og så alligevel ej – af nattens slør.

Således vokser menneskets sjæl stedse opad,
slukket – og så alligevel ej – af nattens slør.

Jeg, Døden, kommer, og dog forbliver jeg ej,
til evigt liv eksisterer i Altet;
blot en hindring er jeg på vejen,
hurtig at overvinde med det ubegrænsede lys.

Vågn op, o flamme, der stadig brænder indad,
bryd frem og overvind nattens slør.”

Da i flammernes midte i mørket
voksede der én, der drev mørket foran sig, flammende, stadig større,
stadig klarere, til det sluttelig kun var Lys.

Da talte min guide, da lød Mesterens stemme:
Se din egen sjæl, som den vokser i lyset,
fra nu af altid fri for nattens Herre.

Frem han mig ledte gennem mange store rum
fyldt med Lysets børns mysterier,
mysterier som mennesket aldrig kan kende til,
før det selv er en Lysets sol.

Tilbage Han da mig førte ind i Lyset
i Lysets hal.
Knælede jeg da foran de store Mestre,
Altets Herrer fra (livs)kredsløbene for oven (oppe på selve jordskorpen).

Talte han da med ord af stor kraft og sagde.

Du er nu fri af Amenti’s haller.
Vælg dit arbejde mellem menneskenes børn.

Da talte jeg:
O, store Mester, lad mig være en lærer for menneskene,
føre dem fremad og opad,
indtil også de er lys blandt menneskene,
befriet for det nattens slør, der omgiver dem,
og brændende med lys, der skal skinne blandt menneskene.

Talte da stemmen til mig:
Gå frem, som du vil. Lad det ske således.
Mester er du over din skæbne,
fri til at tage eller forkaste, som du vil.
Tag kraften, tag visdommen,
skin som et lys blandt menneskebørnene.

Opad da førte mig Dvæleren.
Atter jeg dvælede blandt menneskebørn,
lærte (fra mig) og udgød noget af min visdom
som en Lysets sol, en ild blandt mennesker.

Nu betræder jeg atter vejen nedad,
søger lyset i nattens mørke.
Vær frimodige, bevar jer selv og min lære,
ledetråd skal den være for menneskebørnene.

Thoth 3 (af 15)
Nøglen til visdom


Jeg, Thoth fra Atlantis,
giver af min visdom,
giver af min viden,
giver af min kraft.
Gratis giver jeg til menneskebørnene.
Giver, så at også de kan få visdom,
(der kan) skinne gennem verden, gennemtrænge nattens slør.

Visdom er kraft, og kraft er visdom,
det ene med det andet perfektionerer helheden.

Vær ikke for stolt, o menneske, i din visdom.
Diskuter med den uvidende såvel som med den vise.
Kommer nogen til dig, fuld af viden,
så lyt og lær, thi visdom er alt.

Hold dig ikke tavs, når ondt bliver udtalt frem for sandheden,
(vær som) Sollyset, der skinner over det alt sammen.
Den, der overtræder Loven, vil blive straffet;
thi kun gennem Loven kommer menneskets frihed.
Forårsag ikke frygt, for frygt er en lænke –
et bånd, der binder mørket til mennesker.

Følg dit hjerte hele dit liv.
Gør mere, end hvad der forlanges af dig.
Når du har vundet rigdomme,
følg da dit hjerte,
for alt dette er ingen nytte til,
hvis dit hjerte bliver tungt.
Gør ikke den tid kortere,
hvor du følger dit hjerte.
Det er afskyeligt for sjælen.

De, der bliver ledet, kommer ikke på afveje;
men de, der farer vild, kan ikke finde den lige vej.
Hvis du går (rundt) blandt mennesker,
så skab for dig selv
(en kappe af) kærlighed, hjertets begyndelse og afslutning.

Dersom nogen spørger dig om råd,
lad ham da tale frit, så at det,
af hvilken grund han er kommet til dig,
kan blive udført.
Hvis han tøver med at åbne sit hjerte for dig,
er det, fordi du – dommeren – gør det forkerte.

Fortab dig ikke i ekstravagant snak,
lyt ej heller selv dertil,
thi det er et udbrud fra én,
der ikke er i ligevægt.
Tal ikke om det,
så at han, der står foran dig, kan lære visdom at kende.

Tavshed er til stor nytte.
En overflod af ord er til ingen gavn.
Ophøj ikke dit hjerte over menneskebørnene,
at det ikke bliver sænket lavere end støvet.

Bliver du stor blandt menneskene,
bliv da æret for viden og blidhed.
Søger du at lære en vens natur at kende,
så spørg ikke hans ledsager,
men tilbring en tid alene med ham.
Debatter med ham,
af prøv hans hjerte gennem hans ord og adfærd.

Det, der går ind i varehuset, må komme frem,
og de ting, der er dine, må deles med en ven.

Viden betragtes af tåben som uvidenhed,
og de ting, der er til gavn for ham, er ham smertefulde.
Han lever i døden.
Det er derfor hans føde.

Den vise lader sit hjerte flyde over,
men holder sin mund lukket.
O menneske, lyt til visdommens stemme,
lyt til lysets røst.

Mysterier er der i Kosmos,
der åbenbaret fylder verden med deres lys.
Lad den, der gerne vil være fri af mørkets lænker,
først skelne det materielle fra det immaterielle,
ilden fra jorden,
thi vid, at ligesom jord nedstiger til jord,
således stiger også ild til ild og bliver ét med ilden.
Den, der kender den ild, der er inden i ham selv,
vil opstige til den evige ild
og dvæle evigt i den.

Ild, den indre ild,
er den mægtigste af alle kræfter,
thi den overvinder alt
og trænger igennem til alt på Jorden.
Mennesket støtter sig kun på det, der yder modstand.
Altså må Jorden modstå mennesket, ellers eksisterer det ikke.

Ikke alle øjne har det samme syn,
thi for den ene synes en genstand
at have én form og én farve,
og for en anden er det anderledes.
Således også med den uendelige ild,
der skifter fra farve til farve
og aldrig er den samme fra dag til dag.

Således taler jeg, THOTH, om min visdom;
for et menneske er en ild, der brænder klart gennem natten,
slukkes aldrig i mørkets slør,
slukkes aldrig af nattens kåbe.

Ind i menneskehjerter så jeg, i kraft af min visdom,
fandt dem ikke fri af stridens bånd.
Befri din ild for tøjlerne, o min broder,
at den ikke begraves i nattens skygge!

Lyt, o menneske, og hør på denne visdom:
Hvor hører navn og form op?
Kun i bevidstheden, den usynlige,
en ubegrænset og klat strålende kraft.
De former, som du skaber ved at gøre deres syn mere klart,
er sandelig virkninger, der følger din årsag (dvs. som du er årsag til).

Mennesket er en stjerne bundet til et legeme,
indtil han til sidst befries gennem sin kamp.
Kun ved at kæmpe og tøjle dig
vil i den sidste ende stjernen inden i dig
blomstre frem til nyt liv.
Den, der kender begyndelsen til alt,
hans stjerne er fri af nattens rige.

Husk, o menneske, at alt, hvad der eksisterer,
kun er en anden form af det, der ikke eksisterer.
Alt, hvad der har været, passerer over i et andet væsen,
og du selv er ingen undtagelse.

Tag Loven i betragtning; thi alt er Lov.
Søg ikke det, der ikke er af Loven;
thi sådan noget har kun eksistens i sansernes (frembragte) illusioner.
Visdom kommer til alle hendes (Lovens) børn,
selv når de kommer til visdom.

Gennem alle (tids)aldre
har lyset været skjult.
Vågn op, o menneske, og bliv vis.

Dybt i livets mysterier har jeg rejst,
søgt og søgende efter det, der er skjult.

(Opvæk) lyst, o menneske, og bliv viist.
Langt under Jordens skorpe,
i Amenti’s haller,
så jeg mysterier, der er skjult for mennesket.

Ofte har jeg rejst ad den dybe, skjulte passage,
betragtet det Lys, der er Liv blandt menneskene.
Dér, under de evigt levende blomster af Liv,
(under)søgte menneskenes hjerter og hemmeligheder.
Fandt jeg da, at mennesket blot lever i mørke,
lyset fra den store ild er skjult indeni.

Foran Herrerne af det skjulte Amenti
lærte jeg den visdom, jeg giver til menneskene.

Mestre er de, over den store hemmelige visdom,
hidbragt fra fremtiden, fra uendelighedens afslutning.
Syv de er, Herrerne af Amenti,
overherrer er de over morgenens børn,
Seklernes sole, visdommens mestre.

Er de ej formet som menneskebørnene?
Tre, fire, fem og seks,
sy, otte, ni er titlerne på menneskets mestre.

Lagt fra fremtiden, formløse og dog formende
kom de som lærere for menneskebørnene.
Evigt de lever, dog ej af det levende,
ej bundet til liv og dog fri for død.

Evigt de regerer med uendelig visdom,
bundet og dog ubundet til de mørke dødens haller.
Liv har de i sig, dog liv, der ej er liv.
Fri af alt er ALTETS herrer.

Frem fra dem kom Logos,
deres instrumenter for kraften over alt.
uendeligt er deres ansigtsudtryk,
dog skjult i lidenhed,
dannet ved en formgivning, kendt og dog ukendt.

TRE holder nøglen til al skjult magi,
skaber han er af de dødes haller,
fremsender kraft, indhyller med mørke,
binder sjælene af menneskesønnerne;
sender mørket, binder sjælekraften,
dirigerer det negative til menneskebørnene.

FIRE er den, der løsner kraften.
Livets Herre er han, for menneskebørnene.
Let er hans legeme, som en flamme er hans minespil;
befrier af menneskebørnenes sjæle.

FEM er mesteren, Herren over al magi –
nøglen til det ord, der giver genlyd blandt menneskene.

SEKS er Lysets Herre, den skjulte sti,
vejen for menneskebørnenes sjæle.

SYV er den, der er Herre over det uendelige,
rummets mester og tidens nøgle.

OTTE er den, der beordrer fremskridtet,
afvejer og afbalancerer menneskets rejse.

NI er faderen, uendelig i udtryk,
former og forvandler ud af det formløse.

Mediter over de symboler, jeg giver jer.
Nøgler er de, om end skjult for mennesket.

Ræk altid opad, o du morgenens sjæl.
Vend dine tanker opad mod Lyset og Livet.
Find i nøglerne på de numre, jeg bringer jer,
lys på vejen fra liv til liv.

Søg dem med visdom.
Vend dine tanker indad.
Luk ikke dit sind for Lysets blomst.

Placer i dit legeme et af tanker dannet billede.
Tænk på de numre, der fører dig til Livet.

Tydelig er vejen for den, der ejer visdom.
Åbn døren til Lysets kongerige.

Udgyd din flamme fremad som en morgenens sol.
Luk mørket ude og lev i dagen.

Tag disse, o menneske! Som en del af dit væsen,
de syv, der er, men ikke er, som de synes.
Åbnet, o menneske! Har jeg (for) min visdom.
Følg vejen på den måde, jeg har ført dig.

I visdommens Mestre,
sole af morgenlys og liv
for menneskebørnene.

Thoth 4 (af 15)
Den rumfødte


Lyt, o menneske, til visdommens røst,
lyt til Thoth’s stemme, atlantiden.

Gratis giver jeg dig af min visdom,
samlet fra tiden og rummet i denne cyklus;
(jeg er) Mysteriernes Mester, Morgensolen,
lever evigt, et barn af Lyset,
skinner klart, (som) en morgenstjerne.

THOTH, menneskets lærer, er af ALTET.
For lang tid siden, i min barndom,
lå jeg under stjernerne på det (nu) længe begravede ATLANTIS
(og) drømte om mysterier langt over menneskene.

Da voksede i mit hjerte en stor længsel
efter at erobre den vej, der førte til stjernerne.
År efter år søgte jeg efter visdom,
søgte ny viden, fulgte vejen,
indtil min sjæl til sidst med stort besvær
løste sig fra sine lænker og ilede bort.

Fri var jeg af jordmenneskets lænker.
Endelig var stjernerummet låst op for mig.
Fri var jeg af nattens bånd.
Nu søgte jeg visdom (lige) til rummets ende,
langt ud over det begrænsede menneskes viden.

Langt ud i rummet rejste min SJÆL frit,
ind i uendelighedens lyskreds.
Mærkelige, ud over (al) viden, var nogle af planeterne,
store og gigantiske, hinsides menneskenes drømme.

Dog fandt jeg, at Loven, i al sin skønhed,
virkede gennem og blandt dem ligesom her hos mennesket.

Frem brusede min sjæl gennem uendelighedens skønhed,
langt (ud) gennem rummet fløj jeg med mine tanker.

Hvilede jeg dér på en smuk planet.
Harmoniske toner opfyldte hele atmosfæren.

Former var der, der bevægede sig i (en) orden,
store og majestætiske som stjerner i natten,
stigende i harmoni, i ordnet ligevægt,
symboler på det kosmiske, i lighed med Loven.

Mange (var) de stjerner, jeg passerede på min rejse;
mangfoldige menneskeracer på hver sin verden.
Nogle rækkende højt som morgenens stjerner,
nogle faldende dybt i nattens mørke.

Hver og én (af dem) kæmpede sig opad,
vindende højde og synkende (ned) i dybder,
til tider bevægende sig i lysende riger,
(eller) gennemlevende mørket, stræbende mod Lyset.

Vid, o menneske, at Lyset er din arv.
Vid, at mørket kun er et slør.
Forseglet i dit hjerte er den evige klarhed,
ventende på et øjebliks frihed til at erobre,
ventende på at fortrænge mørkets slør.

Nogle, jeg fandt, der havde overvundet æteren.
Fri af rummet var de, skønt de stadig var mennesker.
Ved at bruge den kraft, der er grundlaget for ALLE ting
konstruerede de langt ude i rummet en planet,
draget af den kraft, der strømmer gennem ALTET;
sammentrækkende, sammensmeltende æteren til former,
der voksede (frem), som de ønskede.

(De) overgik i videnskab alle racer;
mægtige i visdom (var) stjernesønnerne.
Længe jeg standsede (og) iagttog deres visdom.
Så dem skabe byer ud af æteren,
gigantiske var de, rosa og gyldne.
Formet de var af det primære stof,
grundlaget for alt stof, den vidtstrøede æter.

Længst borte i fortiden de erobrede æteren,
afkastede besværets lænker,
dannede de blot i sindet et billede,
og hurtigt skabt voksede det.

Videre da min sjæl hastede gennem kosmos,
skuende stadig nye og gamle ting.
Erfarede, at mennesket i sandhed er rumfødt,
en sol af solen,
et barn af stjernerne.

Vid da, o menneske, hvad end du beboer,
er det ét med stjernerne.

Dine legemer er intet andet end planeter,
der roterer om deres centrale sole.

Når vundet I har al visdoms lys,
fri skal I være til at skinne i æteren –
en af solene, der oplyser det ydre mørke,
en af de rumfødte (der er) vokset ind i Lyset.

Som stjernerne med tiden mister deres stråleglans,
og lyset går fra dem ind i den store kilde,
således, o menneske, går sjælen videre fremad
og lader bag sig nattens mørke.

Frem af den primale (til grund liggende) æter skabte I,
(den, der) er fyldt af den stråleglans,
der flyder fra kilden,
(og) bundet sammen af den æter, hvormed den er vokset sammen,
og dog flammer den altid, indtil den endelig er fri.

Løft din flamme (op) og ud af mørket,
fly fra natten, og I skal blive frie.

Rejste jeg (da) gennem rumtiden,
(vel)vidende, at min sjæl endelig var sat fri,
vidende (om), at jeg nu kunne indhente visdom.
Indtil jeg til sidst passerede til et plan,
skjult fra viden (om at det fandtes),
ej kendt af visdom,
(med en) udstrækning ud over alt, hvad vi kender (til).

Nu, o menneske, da jeg havde denne viden,
blev min sjæl lykkelig,
for nu var jeg fri.
Lyt, I rumfødte,
lyt til min visdom,
véd I ikke, at også I vil blive fri?

Lyt igen, o menneske, til min visdom,
at også I ved at høre (på) kan leve og blive fri.
Ikke af Jorden er I – jordiske (ja),
men børn af det Uendelige Kosmiske Lys.

Kender du ikke, o menneske, din (medfødte) arv?
Véd du ikke, at du i sandhed er Lyset?
Sol af den store sol, når du vinder visdom,
(vil du) i sandhed bliver klar over dit slægtskab med Lyset.

Nu giver jeg dig viden
(og) frihed til at gå på den sti, jeg har trådt;
(jeg vil) sandelig vise dig, hvordan jeg gennem min stræben
betrådte den vej, der fører til stjernerne.

Lyt, o menneske, og kend dine lænker;
vid, hvordan du befrier dig fra båndene.
(Op og) ud af mørket vil du stige.
ét med Lyset og ét med stjernerne.

Følg altid visdommens vej.
Kun herigennem kan du stige op fra dybet.
Altid fører menneskets skæbne ham fremad
(og) ind i kurverne af Uendelighedens Alt.

Vid, o menneske, at alt rum er ordnet.
Kun gennem orden er du ét med Altet.
Orden og balance et loven i Kosmos.
Følg den, og du vil blive ét med Altet.

Den, der gerne vil følge visdommens vej,
må være åben (over) for livets blomst,
strække sin bevidsthed ud af mørket,
flyde gennem tid og rum i Altet.

Dybt i tavsheden
må først du dvæle, indtil du til slut
er fri af begæret,
fri af længslen til at tale i stilheden.

Overvind gennem tavshed ordenes lænker.
Afstå fra (at) spise, indtil vi har overvundet
lysten til mad, der er sjælens lænke.

Læg dig da ned i mørket.
Luk øjnene for lysets stråler.
Centrer din sjælekraft i din bevidsthed,
ryst den fri af nattens bånd.

Anbring i dit sind det billede, du ønsker.
Visualiser det sted, du begærer at se.
Vibrér frem og tilbage med din kraft.
Frigør sjælen fra dens nat.
Heftigt må du ryste med al din kraft,
indtil din sjæl til sidst er fri.

Mægtig hinsides ord er den kosmiske flamme,
hænger på planer, ukendt af mennesket,
mægtig og afbalanceret, bevæger sig ordnet,
harmoniernes musik, langt fra mennesket.

Tal med musik, syng med farver,
flam op fra begyndelsen af evighedens Alt.
Gnist af flammen er I, mine børn,
brændende i farver og levende med musik.
Lyt til stemmen, og du vil blive fri.

Bevidsthedens frihed er sammensmeltet med det kosmiske,
ét med orden og kærligheden af Altet.
Véd du ej, menneske, at ud af mørket
skal Lyset flamme frem, et symbol på Altet?

Bed denne bøn for opnåelse af visdom.
Bed om, at Lyset må komme til Altet.

Mægtige Lysets Ånd, der skinner gennem kosmos,
drag min flamme nærmere ind i harmoni med dig.
Løft min ild (op og) ud af mørket,
du ildens magnet der er ét med Altet.
Opløft min sjæl, du kan og formår det.
Barn af Lyset, vend dig ikke bort.
Drag mig (ved din) kraft, (så jeg) smelter i din ovn; [Lysets Ånd];
ét med alle ting, og alle ting i ét,
du ild for mit livs stræben
og ét med forstanden.

Når du har befriet din sjæl for dens lænker,
vid da, at mørket er veget tilbage fra dig.
For altid kan du (da) søge visdom i rummet,
ej længere bundet af lænker smedet i (dit) kød.

Fremad og opad i morgenen skyd da frit,
o sjæl, til Lysets riger. Bevæg dig i orden,
bevæg dig i harmoni,
frit skal du bevæge dig
sammen med Lysets børn.

Søg og kend min nøgle til visdom.
Således, o menneske, vil du afgjort blive fri.

Thoth 5 (af 15)
Dvæleren af Unal


Ofte jeg drømte om det begravede Atlantis,
(gået) tabt i de tidsaldre, der er gået bort i natten.
Æon efter æon eksisterede du i skønhed,
et lys der skinnede gennem nattens mørke.

Mægtig i kraft, regerende den jordfødte,
(var) Jordens Herre i Atlantis’ dage.

Konge over nationerne, mester i visdom,
LYS gennem SUNTAL.
(Som) vogter af vejen
dvælede han i sit tempel,
Unals Mester,
Jordens Lys i Atlantis’ dage.

Mester var Han, fra en cyklus før os,
(og) levede i legemer som én blandt mennesker.

Ikke som den jordfødte,
skred Han, Solen fra en cyklus,
fra før os, fremad og videre end mennesket.

Vid, o menneske, at HORLET, Mesteren,
var aldrig som menneskebørnene.

Langt tilbage i fortiden, da Atlantis voksede til en (stor)magt,
viste én sig med VISDOMMENS Nøgle
og viste Lysets vej til alle.

Viste han da alle mennesker vejen til fuldbyrdelse,
Lysets vej- det Lys, der flyder blandt menneskene.
Mestrende mørket ledte han MENNESKESJÆLEN
op til højder, der var ét med Lyset.

Kongerigerne opdelte han i sektioner.
Ti var de, regeret af menneskebørnene.

På et andet byggede Han et Tempel,
bygget blev det, men ej af menneskebørnene.

Ud af æteren kaldte han dets substans,
æltede og formede det med YTOLAN’s kraft
til de former, Han opbyggede med Sit sind.

Mil efter mil dækkede det øen,
rum på rum voksede det i sin vælde.

Sort, og dog ej sort, men sort som rumtiden,
dybt i dets hjerte lå LYSETS ESSENS (væsen).

Hurtigt blev TEMPLET til,
formgivet og formet gennem Dvælerens ORD,
kaldt af det formløse frem til en form.

Byggede Han da, ind i det, store kamre,
fyldte dem med former kaldet frem af ÆTEREN,
fyldte dem med visdom kaldt frem fra Hans sind.

Formløs var Han inde i sit TEMPEL,
dog var han dannet i menneskets lignelse (billede).

Dvælende blandt dem, dog ej af dem,
besynderlig og vidt forskellig
var HAN fra menneskebørnene.

Valgte HAN da ud af folket
TRE, der blev hans (port)åbning.

Valgte HAN da tre blandt de Højeste
til at blive hans forbindelse med Atlantis.

Budbringere var de, der udbar hans råd
til kongerne for menneskebørnene.

Frem bragte HAN andre og lærte dem visdom,
lærere blev de for menneskebørnene.
Anbragte HAN dem da på øen UNDAL
for at stå som lærere af LYSET for menneskene.

Hver af dem, der således blev valgt,
oplært måtte han blive i fem og ti år.

Kun således kunne han have forstået at bringe
LYSET til menneskebørnene.

Således blev der i Templet en bolig
for menneskets Mester.

Jeg, THOTH, har altid søgt visdom,
søgt i mørke og søgt i Lys.

Længe i min ungdom jeg rejste ad vejen,
altid søgende ny viden.

Indtil efter megen stræben en af de TRE
bragte Lyset til mig.

Bragte han mig da Dvælerens bud,
kaldte mig fra mørket ind i LYSET.
Bragte han mig da frem for Dvæleren,
dybt inde i Templet foran den store ILD.

Dér på den store trone skuede jeg
Dvæleren, klædt i LYS
og glimtende af ild.
Ned jeg knælede foran den store visdom
(og) følte LYSET flyde gennem mig i bølger.

Hørte jeg da Dvælerens røst:
”O mørke, kom ind i Lyset.
Længe har du søgt vejen til Lys.

Enhver sjæl på Jord, der løsner sine bånd,
vil snart blive gjort fri af nattens lænker.
Op af mørket er du steget,
er kommet nærmere Lyset, dit mål.

Her skal du bo som et af mine børn,
vogter af arkiver indsamlet ved visdom,
instrument du er af LYSET fra hinsides.

Rede du er til at gøre, hvad er fornødent,
bevarer af visdom gennem mørkets tidsaldre,
der hurtigt vil komme over menneskebørnene.
Lev dér og inddrik al visdom.
Hemmeligheder og mysterier vil blive afsløret for dig.”

Svarede jeg da Mesteren og sagde:
”O Lys, der nedsteg til mennesket,
giv mig af din visdom
at jeg kan blive en lærer for mennesket.
Giv mig af dit Lys, at jeg kan blive fri.”

Talte da atter Mesteren til mig:
”Tidsalder efter tidsalder skal du leve din visdom igennem.
Ja, når oceanets bølger ruller hen over Atlantis,
(vil du) holde Lyset, skønt skjult i mørke,
rede til at komme, når som helst du bliver kaldt.
Gå nu og lær større visdom.
Voks gennem LYSET til Uendelighedens ALT.”

Længe boede jeg da i Dvælerens Tempel,
indtil jeg til slut var ét med Lyset.
Fulgte jeg derefter vejen til stjerneplanerne,
fulgte vejen til LYSET.
Dybt ned i Jordens hjerte fulgte jeg vejen,
lærte hemmelighederne, forneden som foroven;
lærte vejen til Amenti’s Haller,
lærte den LOV, der afbalancerer verdenen.

Til Jordens skjulte kamre trængte jeg ved hjælp af min visdom,
dybt gennem Jordens skorpe, ind på vejen,
skjult gennem tidsaldre for menneskebørnene.

Da afsløredes for mig
endnu mere visdom, indtil jeg nåede en ny viden
(og) fandt, at alt er en del af et ALT,
stort og tilmed større end alt, hvad vi véd.

Uendelighedens hjerte søgte jeg gennem alle tidsaldre.
Dybere og endnu dybere fandt jeg flere mysterier.
Når jeg nu ser tilbage gennem tidsaldrene,
véd jeg, at visdom er grænseløs,
om den end er blevet større gennem tidsaldrene.
Et med uendeligheden, der er større end alt.

Lys var der i det gamle Atlantis.
Dog var også mørke skjult i alt.
Faldt (dog) fra Lyset ind i mørket
nogle, der var steget til højder blandt menneskene.

Stolte blev de på grund af deres viden,
stolte var de over deres plads blandt menneskene.
Dybt dykkede de ned i det forbudte,
opnåede den port, der førte nedad.
Søgte de da at vinde stadig mere viden,
men søgte at bringe den op nedefra.
Den, der stiger ned, må eje balance,
ellers er han bundet af mangel på vort Lys.
Åbnede de da, gennem deres viden,
veje forbudt for mennesket.

Men i sit Tempel, altseende, lå Dvæleren
i sin AGWANTI, medens gennem Atlantis
han sjæl strejfede frit.
Så HAN da atlantiderne, ved hjælp af deres magi,
åbne den port, der skulle
bringe Jorden en stor ulykke.

Hurtigt flygtede Hans sjæl da tilbage til Hans legeme,
Op steg Han af sin AGWANTI,
kaldte de tre mægtige budbringere til sig,
gav de ordrer, der rystede verdenen.
Dybt nede under Jordens skorpe til Amenti’s haller
nedsteg hurtigt Dvæleren.
Påkaldte da de kræfter, som de SYV Herrer var udrustet med,
ændrede Jordens balance.

Ned sank Atlantis under de mørke bølger,
sønderrev den port, der var blevet åbnet,
sønderrev den dør, der førte ned.
Alle øerne blev rystet undtagen UNAL
og en del af øen (tilhørende) Dvælerens sønner.
Bevarede Han dem, så de kunne være lærere,
Lys på vejen for dem, der ville komme efter,
Lys for menneskets mindre børn.

Da kaldte han mig, THOTH, frem for sig,
gav mig ordrer om alt, hvad jeg skulle gøre, og sagde:
”Tag du, o THOTH, al din visdom.
Tag alle dine arkiver. Tag al din magi.
Fortsæt som en lærer for menneskene.
Fortsæt – og bevar arkiverne,
indtil Lyset med tiden (atter) spirer blandt mennesker.

Lys skal du være gennem alle tidsaldrene,
skjult og dog genfundet af oplyste mennesker.
Over hele Jorden giver Vi dig magt,
fri er du til at give eller tage den bort.
Saml nu Atlantis’ sønner.
Tag dem og flygt til klippehulernes folk.
Flyv til landet KHEM’s børn.”

Derpå jeg samlede Atlantis’ sønner.
Ind i rumskibet bragte jeg alle mine arkiver.
Samlede (derpå) alle mine kræfter,
instrumenter, mange med umådelig magi.

Op steg vi da på morgenens vinger.
Højt steg vi op over Templet,
ladende bag os de TRE og Dvæleren
dybt nede i hallerne under Templet,
lukkende vejen til herrerne over Tidscykli.

Dog, for den, der har viden,
vil vejen til Amenti være åben.
Hurtigt flygtede vi da på morgenens vinger,
flygtede til landet KHEM.
Dér, ved (hjælp af) min kraft
vandt jeg sejr og regerede over dem.

Oprejste jeg da til LYSET KHEM’s børn.
Dybt under klipperne
begravede jeg mit rumskib,
afventende den tid, da mennesket kunne blive frit.

Over rumskibet oprettede (jeg da) et mærke
i form af en løve, dog med lighed til mennesket.
Dér under billedet hviler stadig mit rumskib
(parat) til at blive bragt frem, når behovet opstår.

Vid, o menneske, at langt ude i fremtiden
vil indtrængende komme (ude) fra det dybe (rum).
Vågn da op, du, der ejer visdom. Bring mit skib frem og vind med lethed.
Dybt under billedet ligger min hemmelighed.
Søg og find i den pyramide, jeg byggede.

(Hver af dem er slutstenen til den anden ???) Each to the other is the Keystone,
hver af dem den port, der fører til LIV.
Følg den NØGLE, jeg efterlader mig. Søg, og døren til LIV vil blive din.
Søg i min pyramide, dybt (nede) i passagen, der ender i en mur.

Brug de SYV’s NØGLE, og åbnet for dig vil porten falde.
Nu har jeg givet dig min visdom. Nu har jeg åbenbaret vejen for dig.

Følg vejen. Find ud af mine hemmeligheder. Jeg har vist dig vejen.

Thoth 6 (af 15)
Nøglen til magi


Lyt, o menneske, til visdommen om magi.
Lyt til kundskaben om de glemte kræfter.
For længe, længe siden, i menneskets første dage
begyndte krigen mellem mørket og lyset.
Mennesket var, dengang som nu,
fyldt med både lys og mørke;